Seniorpolitik

Seniorpolitik

Kort om hovedbestemmelser i dag

Rammeaftalen om seniorpolitik indeholder bestemmelser om 4 typer af seniorordninger:

  • Seniorstillinger
  • Generationsskifteordninger
  • Fratrædelsesordninger
  • Ret til seniordage (KL i rammeaftalen) / Ret til seniorbonus (RLTN - i protokollat til rammeaftalen)

Den gældende regionale aftale er fra 2013, mens den gældende kommunale aftale er fra 2011.

Rammeaftalen anviser en række muligheder for at aftale lokale ordninger og indeholder i forhold hertil nogle få rettigheder for de ansatte. Anvendelse af rammeaftalen forudsætter indgåelse af konkrete lokale aftaler mellem kommunen/regionen og de(n) forhandlingsberettigede organisation(er). Anvendelse af rammeaftalen kan så- ledes tilpasses de lokale forhold og de enkelte medarbejderes eller medarbejdergruppers behov.

Retten til seniordage (KL) og seniorbonus (RLTN) er aftalt centralt, og har således en anden karakter end resten af indholdet i rammeaftalerne om seniorpolitik. Læs mere om seniordage og seniorbonus nedenfor.

Seniorstillinger
Seniorstillinger er møntet på den situation, hvor en medarbejder ønskes fastholdt på arbejdspladsen fx i en mindre belastende stilling, indtil vedkommende fratræder fx for at gå på efterløn eller pension. Seniorstillinger kan oprettes og aftales for medarbejdere, der er fyldt 52 år. Seniorstillinger kan i øvrigt aftales i kombination med fratrædelsesordninger.

Der kan helt eller delvist aftales et udligningstillæg, hvis lønnen i seniorstillingen er lavere end i den hidtidige stilling fx som følge af nedsat arbejdstid. Den ansatte har dog under alle omstændigheder ret til at få beregnet/ indbetalt pension efter den hidtidige løn og beskæftigelsesgrad.

Der kan aftales 2 års ekstraordinær pensionsalder/-bidrag, hvis lønnen i forbindelse med ansættelse i en seniorstilling nedsættes væsentligt. Det er et kriterium, at overgangen til seniorstillingen sker efter det fyldte 55. år og fratræden sker efter det fyldte 62. år.

Der kan aftales en særlig bonus, hvis en seniorstilling først fratrædes efter det fyldte 62. år.

Generationsskifteordninger
Generationsskifteordninger er møntet på de situationer, hvor chefer eller ledere, der er fyldt 54 år, ønskes fastholdt i den hidtidige stilling for en periode på op til 6 år og derefter fratræder (tidligst fra det 60. år).

Der kan aftales et løntillæg, en fastholdelsesbonus, eller en pensionsforbedring, eller kombinationer heraf således, at værdien af løntillæg og/eller fratrædelsesbeløb kan konverteres til pensionsforbedringer, men ikke omvendt.

Der kan aftales en hel eller delvis reduktion af førtidspensionsfradraget for tjenestemænd, der overgår til aldersbetinget førtidspension efter generationsskifteordningens udløb.

Fratrædelsesordninger
Fratrædelsesordninger kan anvendes, hvor der er behov for frivillig fratræden i forbindelse med budgetreduk-tioner/personaletilpasninger, men kan også anvendes i fastholdelsesøjemed, fx. således at ansættelse til minimum en bestemt alder udløser fratrædelses-godtgørelse, pensionsforbedring og/eller tjenestefri med sædvanlig løn.

Der kan aftales en godtgørelse på indtil 6 måneders løn. Godtgørelsen ydes ved siden af eventuel fratræd-elsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a.

Der kan aftales op til 4 års ekstraordinær pensionsalder til tjenestemænd, der går på aldersbetinget førtids- pension, for så vidt de er fyldt 60 år. I forhold hertil kan der også aftales en hel eller delvis reduktion af før-tidspensionsfradraget.

Der kan aftales op til 4 års ekstraordinær pensionsbidrag til ikke-tjenestemænd, der er fyldt 60 år, og som selv siger op.

Der kan aftales op til 6 måneders tjenestefrihed med sædvanlig løn til ikke-tjenestemænd.

Seniorindsatsen som en del af personalepolitikken
Det følger af aftalerne, at ledelsen i overensstemmelse med samarbejdsreglerne skal informere og drøfte kommunens/regionens seniorindsats med medarbejderne i kommunens/regionens hovedudvalg, fx i forbind- else med drøftelse af kommunens/regionens personalepolitik.

Seniorsamtaler
Ældre medarbejdere skal i forbindelse med deres medarbejderudviklingssamtale have tilbud om en senior- samtale. Fra hvilken alder retten indtræder fastlægges lokalt.

Det kommunale område:
Seniordage:

  • I det kalenderår en ansat fylder 60 år, har den ansatte ret til 2 seniordage,
  • I det kalenderår den ansatte fylder 61 år har den ansatte ret til 3 seniordage
  • I det kalenderår den ansatte fylder 62 år eller derover har den ansatte ret til 4 seniordage.


For en række grupper er det aftalt, at retten til seniordage indtræder i det kalenderår de fylder 58 år.

Herudover er der på nogle overenskomstområder aftalt yderligere seniordage udover dem, der følger af rammeaftale om seniorpolitik på KL's område.

Seniordagene kan veksles til enten bonus eller ekstraordinært pensionsbidrag.

Det regionale område:
Årlig seniorbonus - som kan veksles til bl.a. seniordage

  • Året efter det kalenderår, hvor den ansatte fylder 60 år, har den ansatte ret til en bonus på 0,8 % af sædvanlig årsløn, som kan veksles til 2 seniordage.
  • Året efter det kalenderår, hvor den ansatte fylder 61 år, har den ansatte ret til en bonus på 1,2 % af sædvanlig årsløn, som kan veksles til 3 seniordage.
  • Året efter det kalenderår, hvor den ansatte fylder 62 år og derover, har den ansatte ret til en bonus på 1,6 % af sædvanlig årsløn, som kan veksles til 4 seniordage.


For en række grupper er det aftalt, at retten til seniorbonus mv. indtræder i året efter der kalenderår de fylder 58 år. Herudover er der på nogle overenskomstområder aftalt yderligere seniorbonus (som kan veksles til bl.a. seniordage) udover dem, der følger af protokollat til den regionale rammeaftale om seniorpolitik. 

Information om cookies på forhandlingsfællesskabet.dk

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere samt for at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ”Accepter” eller klikke dig videre på hjemmesiden. Du kan læse mere om brug af cookies her