OK-02 i Farum Kommune

12. december 2001

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 1.08.04-1
HKB
Lokalnr.: 305
12. december 2001

Vedr.: OK-02 i Farum Kommune

Vedlagt fremsendes kopi af KTO's brev af d.d. til næstformanden i koordinationsudvalget i Farum Kommune, Lene Skytte.

Brevet indeholder en orientering om den model for OK-02, som forhandlingsudvalget godkendte på sit møde den 19. november 2001. Modellen indebærer, at Farum Kommune vil kunne få en tiltrædelsesoverenskomst både på det generelle og det specielle område under forudsætning af, at der parallelt med OK-02 forhandlingerne med KL, ARF m.v. foregår et lokalt forhandlingsforløb i Farum Kommune om størst mulig udfyldelse af rammeaftalerne, der rækker ud over 1. april 2002.

Såfremt der ikke sker en tilfredsstillende udfyldelse af rammeaftalerne, og dermed forudsætningen for en tiltrædelsesoverenskomst ikke er til stede, vil der herefter skulle påbegyndes et forhandlingsforløb på både det generelle og specielle område.

Med henblik på, at de lokale forhandlinger om størst mulig udfyldelse af rammeaftalerne kan påbegyndes hurtigst muligt efter den 1. januar 2002, anmodes Lene Skytte i brevet om at tage initiativ til nedsættelse af en lokal repræsentativ forhandlingsdelegation, der har kompetence til at forhandle og indgå aftaler om udfyldelse af rammeaftalerne. Der gøres opmærksom på, at KTO's sekretariat senest den 21. december 2001 skal orienteres om sammensætningen af den lokale forhandlingsdelegation. Oplysninger om sammensætningen af forhandlingsdelegationen skal være Farum Kommune i hænde senest den 31. december 2001.

Det kan i øvrigt oplyses, at sekretariatet p.t. med Farum Kommune drøfter indgåelse af en køreplan for OK-02 i Farum Kommune. Det forventes, at frist for udveksling af generelle og specielle krav med Farum Kommune bliver fastsat til den 31. december 2001 med den virkning, at fremsættelse af krav om ændring af aftaler/overenskomst betragtes som rettidig opsigelse af aftaler/overenskomster, jf. i øvrigt køreplanen med KL, ARF, mv.

Såfremt forudsætningen for en tiltrædelsesoverenskomst ikke er til stede, og der skal påbegyndes et forhandlingsforløb på både det generelle og det specielle område forventes det, at der i køreplanen fastsættes en kort frist for udveksling af særlige Farum-krav.

Ovenstående medfører, at medlemsorganisationerne i forhold til OK-02 i Farum Kommune skal agere over for Farum Kommune på tilsvarende måde, som organisationen agerer i forhold til KL, ARF, Københavns og Frederiksberg Kommuner, og således at der fremsættes samme specielle krav. I forbindelse med fremsendelsen af krav skal der tages et forbehold om fremsættelse af yderligere krav ("Farum-krav"), såfremt forudsætningen for at indgå en tiltrædelsesoverenskomst ikke er opfyldt, og der vil skulle påbegyndes et forhandlingsforløb på både det generelle og det specielle område.

Der kan evt. anvendes følgende formulering:

" Der tages forbehold for fremsættelse af yderligere krav inden for områder, hvor der lokalt har været forhandlet i henhold til rammeaftaler m.v., men uden at der er opnået enighed mellem de lokale parter."

Medlemsorganisationerne vil blive orienteret, så snart der foreligger en aftale om køreplan om OK-02 med Farum Kommune.

Eventuelle spørgsmål vedrørende ovenstående kan rettes til Helle Basse på tlf. 33 11 97 00 lokal 305.

Med venlig hilsen
Signe Friberg Nielsen
Helle Basse