PULS-projekt om helhedsorienteret ledelse- og kompetenceudvikling for tekniske chefer

21. juni 2002

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 5.05.05-05/30
HV/al
Lokalnr.: 118
21. juni 2002

Vedr.: PULS-projekt om helhedsorienteret ledelses- og kompetenceudvikling for tekniske chefer

Hermed fremsendes vedlagte delrapport 1 "Helhedsorienteret ledelses- og kompetenceudvikling for tekniske chefer - forventninger og udfordringer", samt pjecen . Ingeniørforeningen i Danmark, IDA - Kommunal/Chef og KL har taget initiativ til projektets iværksættelse. "Hvordan leder du teknisk forvaltning? - et værktøj til helhedsorienteret ledelses- og kompetenceudvikling for tekniske chefer"

Formålet med PULS-projektet har været tre-foldig:

  • At afdække de eksisterende kompetencer hos de tekniske chefer,

  • At foretage en analyse af de fremtidige kompetencebehov, og

  • At skabe debat om de ledelsesmæssige udfordringer mhp. at skabe større interesse for ledelses- og kompetenceudvikling.

Delrapporten danner baggrund for værktøjspjecen. Delrapporten er en omfattende undersøgelse af nuværende og fremtidige forventninger til og udfordringer for tekniske chefer, hvor en bred vifte af repræsentanter fra flere tekniske forvaltninger har medvirket i gruppeinterview for at afdække problemstillinger om ledelse og udvikling.

Ud fra kortlægningen af den aktuelle tilrettelæggelse og organisering af arbejdet i de tekniske forvaltninger gives der tre sandsynlige udviklingsscenarier for fremtiden:

  • En højere grad af adskillelse og tydeliggørelse af drift og myndighedsopgaver,

  • Digital forvaltning, og

  • Projekt- og netværksorganisering.

Scenarierne forudsætter udvikling af ledelsen af de tekniske forvaltninger, og i den forbindelse fremhæver delrapporten, at ledelse ikke kun er et spørgsmål om at lede her og nu og alene for egen forvaltning, det kræver også visioner og vidsyn for at tackle morgendagens udfordringer.

Delrapporten ridser også de væsentlige strategiske ledelsesevner op, som det er helt afgørende for de tekniske chefer at være i besiddelse af, og det omhandler:

  • Strategisk sans - kunne aflæse tendenser og udfordringer og gennemføre de nødvendige forandringsprocesser,

  • Politisk tæft - kunne sikre fagligheden inden for det politisk opnåelige, og

  • Ressourceforvalter - sikre en effektiv forvaltning, og tilføre ressourcer via dokumentation og synliggørelse af resultater

Endelig oplister delrapporten de væsentligste krav til den tekniske chefs kvalifikationer i forhold til personaleledelse:

  • Kulturskaber,

  • Den hele leder, og

  • Proces- og metodeformidler.

Som et konkret redskab til at arbejde med udfordringerne til tekniske chefers udvikling af ledelseskompetencerne, er der i omtalte pjece opstillet en række spørgsmål til selvrefleksion med udgangspunkt i konklusionerne fra delrapporten. Spørgsmålene er disponeret efter ledelsestrekanten - strategisk ledelse, faglig ledelse og personaleledelse.

Som led i formidlingen af projektets resultater er der udbudt temamøder til samtlige kommunaltekniske chefforeningskredse, som er under afvikling.

Yderligere eksemplarer af delrapporten og pjecen kan rekvireres ved henvendelse til Kommuneinformation på telefon 3311-3800, eller via hjemmesiden; www.ki.kl.dk. Ligeledes kan materialet downloades fra den fælles personalepolitiske hjemmeside på adressen; www.personaleweb.dk.

Med venlig hilsen

Signe Friberg Nielsen
Henrik Vittrup