Aftalte funktionærvilkår

27. juni 2002

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 5.10.09-01
heb
Direkte tlf.nr.: 3347 0627
27. juni 2002

Vedr.: Aftalte funktionærvilkår

Jf. punkt 6.1 i mæglingsforslag om overenskomst- og aftalefornyelsen pr. 1. april 2002 er de (amts)kommunale arbejdsgivere og KTO enige om, at alle ikke-tjenestemandsansatte månedslønnede (bortset fra elever) er omfattet af vilkår efter funktionærloven. Det aftalte implementeres i fornødent omfang i overenskomsterne og med deraf følgende retsvirkning for øvrige aftaler.

I relation hertil har KTO med de (amts)kommunale arbejdsgivere blandt andet drøftet en række problemstillinger dels i forhold til standardtekst i overenskomsterne, dels i forhold til overgangsbestemmelser. Det har resulteret i vedlagte enighedspapir om funktionærvilkår.

I forhold til de i enighedspapiret særligt beskrevne overgangsvilkår for dagplejere skal det bemærkes, at KTO overfor de (amts)kommunale arbejdsgivere har taget det forbehold, at disse i givet fald også skal gælde andre personalegrupper, hvis det efterfølgende skulle vise sig, at der for disse er tilsvarende eller lignende problemstillinger.

Med venlig hilsen
Signe Friberg Nielsen
Henning Bickham