Kolding Kommune dropper halvering af ny løn

28. august 2002
Organisationsudsendelse 

28. august 2002

Til
KTO’s medlemsorganisationer og fagbladene

 

Vedr.: Kolding Kommune dropper halvering af ny løn

Et massivt pres fra KTO, organisationerne og KL har fået Kolding Kommune til at opgive idéen om at halvere det beløb, der ved KTO-forliget blev afsat til forlodsfinansiering i 2003 og dermed udvikling af ny løn.

Med forslaget, som d.d. er omtalt i dagbladet Politiken, vil der i Kolding Kommune således blive afsat de aftalte midler til forlodsfinansiering af ny løn.

Sagen fra Kolding Kommune viser, at organisationerne ved fælles protest kan få gjort klart, at aftaler og overenskomster skal respekteres.

KTO skal opfordre organisationerne til at være opmærksom på, om der i de igangværende budgetforhandlinger/-forslag i de enkelte amter og kommuner indgår lignende overvejelser som i Kolding Kommune.

Det bemærkes i den forbindelse, at Kommunaldirektørernes formand, Jørgen Clausen i fælles indlæg med KL’s løndirektør Peter Bramsnæs i Danske Kommuner, nr. 24 har præciseret, at ”det er vores opgave nu at få udmøntet de midler – 0,25 pct. i år og 1,22 pct. i 2003 – der afsat til Ny løn. For hver enkelt kommune må det være et krav at sikre, at de midler kommer på de kommende års budgetter – også selvom der er udsigt til meget stramme budgetter”. Desuden præciseres omkring håndteringen af Ny løn, at ”målet er, at vi i løbet af denne overenskomstperiode dels får manet ”spøgelseshistorierne” omkring Ny løn i jorden, dels får skabt en masse gode eksempler, der viser at Ny løn er en konstruktiv og fremadrettet måde at udvikle den kommunale service og opgaveløsning”.

 

Med venlig hilsen

Signe Friberg Nielsen/

Henrik Würtzenfeld