Lønsedler og pensionsoplysninger

12. juni 2003
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 5.02.25-06/2
VP
Direkte tlf.nr.: 3347 0626
12. juni 2003

 

Vedr.: Lønsedler og pensionsoplysninger

 

Ved OK-02 blev der aftalt en såkaldt nettoficering af pensionerne, og forligsparterne var enige om, at omlægningen alene havde karakter af en teknisk omlægning. Af OK-02-forliget fremgår det bl.a. vedrørende nettoficeringen, KTO-forliget pkt. 3, samt bilag 3 og 3 A, at:

"Parterne er enige om en sammenlægning af eget- og arbejdsgiverbidraget til et samlet pensionsbidrag. I den forbindelse er parterne samtidig enige om, at det af lønspecifikationen skal fremgå, hvad det samlede bidrag andrager, ligesom det af lønspecifikationen som en standardoplysning skal fremgå, at 1/3 heraf udgør egetbidraget."

KTO's sekretariat har modtaget en række henvendelser angående pensionsoplysningerne på lønsedler, idet flere har bemærket, at de efter gennemførelsen af nettoficeringen pr. 1.4.2003 finder oplysningerne uforståelige. 

KTO har derfor rettet henvendelse til de (amts)kommunale arbejdsgivere med en anmodning om at modtage materiale, der viser, hvorledes denne del af forliget er udmøntet, herunder dokumentation for hvordan lønspecifikationerne nu ser ud. KTO har endnu ikke modtaget dette materiale.

Fra KMD (det tidligere Kommunedata) har KTO modtaget guiden "Sådan læser du din lønseddel". Guiden er udsendt i de kommuner og amter, som har valgt at købe denne ydelse. En kopi af . Pensionsoplysningerne er markerede. "Sådan læser du din lønseddel" er vedlagt som bilag 1

KMD har telefonisk tilkendegivet, at eksemplet er konstrueret med henblik på at favne så mange oplysninger, som muligt. Eksemplet kan ikke regnes efter. Sammenhængen mellem de angivne pensionsoplysninger for den enkeltes lønseddel skal være som følger:

Pensionsbidrag (periodens, årets) 

Summen af eget- og arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag samt supplerende pension i perioden 1.1.2003 til 31.3.2003. I første kolonne er angivet periodens indbetalinger. I anden kolonne er angivet summen af de hidtidige indbetalinger samt periodens indbetalinger.

Pensionsbidrag. Egetbidraget udgør 1/3 af det samlede bidrag (periodens, årets)
Summen af eget- og arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag samt supplerende pension i perioden fra 1.4.2003. I første kolonne er angivet periodens indbetalinger. I anden kolonne er angivet summen af de hidtidige indbetalinger samt periodens indbetalinger.

KMD har endvidere oplyst, at opsplitningen af pensionsoplysningerne i to linier er en teknisk nødvendighed, som skyldes, at nettoficeringen har medført en ændret metodik i beregningen af pensionerne.

KTO vil løbende holde KTO's medlemsorganisationer orienteret.

 

Med venlig hilsen

Signe Friberg Nielsen /

Vibeke Pedersen