Til
KTO's medlemsorganisationer
J.nr.: 7.01.01-05
HW
Direkte tlf.nr.: 3347 0614
12. marts 2004
På baggrund af de indhøstede erfaringer om ny løn har forhandlingsudvalget i KTO drøftet et oplæg fra KTO’s lønteknikerudvalg, hvori der rejses en række centrale dilemmaer/problemer i ny løn, herunder navnlig i relation til det lokale økonomiske råderum.
I oplægget peges på 9 centrale dilemmaer/problemstillinger.
Det er KTO’s opfattelse, at en drøftelse af mulige løsninger herpå må tages i KTO og i de enkelte organisationer i forbindelse med bl.a. udtagelsen af krav til de kommende overenskomstforhandlinger, samt ved at KTO fortsat søger indflydelse på regeringens økonomiaftaler med amter og kommuner. Det forventes, at flere af problemstillingerne vil indgå i forberedelserne til OK-05, herunder må det forventes, at nogle af disse vil blive søgt løst ved OK-05.
KTO vil – som led i den omvendte forhandlingsmodel, hvor organisationerne får mulighed for at indgå aftaler om organisationsrettede lønmodeller - med dette papir give inspiration til de videre drøftelser i organisationerne af OK-05.
Centrale dilemmaer/problemstillinger i ny løn, herunder navnlig om det økonomiske råderum
a. Forlodsfinansiering virker som et puljesystem
Hensigten var at forlodsfinansieringen skulle virke som en katalysator for ny løn.
Men kommunernes og amternes stramme budgetter og deres ønske om at kunne styre udgifterne til ny løn har reelt medført, at forlodsfinansieringen har udviklet sig til et puljesystem.
Følgende tre problemstillinger har i den forbindelse vist sig:
• Forlodsfinansieringen bliver af arbejdsgiverne reelt anvendt som et loft for pengene til ny løn.
• Forlodsfinansieringen opfattes af mange lønmodtagergrupper som organisationsopdelte puljer.
• Det er vanskeligt at synliggøre og anvende øvrige midler til ny løn, fx tilbageløbsmidler mv.
KTO finder, at problemstillingen i et vist omfang kan løses ved indregning af reststigningen i økonomiaftalerne, jf. pkt. c).
b. Det er arbejdsgiverne, der fastlægger det økonomiske råderum – manglende ligeværdighed i de lokale forhandlinger
Det er arbejdsgiverne, der fastlægger budgettet og dermed de overordnede rammer for midlerne til ny løn. Hvis der ikke kan opnås enighed i de lokale forhandlinger bliver pengene i første omgang hos arbejdsgiverne (med undtagelse af sager i interessetvistsystemet om ”skal-tillæg” og acontoløn, hvor en opmand kan træffe afgørelse. Antallet af fase 3-sager er dog begrænset.
Følgende problemstilling har i den forbindelse vist sig:
• Et stigende budgetpres i kommuner og amter har umiddelbart fået øget betydning
for, hvor meget der afsættes til ny løn i amter og kommuner.
KTO finder, at problemstillingen i et vist omfang vil kunne løses ved indførelse af en udmøntningsforpligtelse i overenskomsterne.
c. Reststigningen indgår ikke i budgetopskrivningen i økonomiaftalerne - en skjult effektiviseringsgevinst
Reststigningen indgår ikke i budgetopskrivningen i økonomiaftalerne om kommuners og amters økonomi. Den forudsatte reststigning på 0,8 pct. pr. år i perioden 2002-2005 indgår på denne måde som en skjult effektiviseringsgevinst i økonomiaftalerne.
En manglende konkretisering af effektiviseringsgevinsten i økonomiaftalerne og/eller efterfølgende i budgetaftalerne i amter og kommuner indebærer, at følgende problemstillinger optræder:
• At der ikke i tilstrækkelig grad afsættes midler udover forlodsfinansieringen til ny løn.
• At de lokale forhandlere i visse tilfælde sættes over for et valg mellem fastholdelse af kolleger eller mere i løn.
Den manglende indregning af reststigningen vanskeliggør herved generelt amters og kommuners motivation til at budgettere med en lønudvikling svarende til lønudviklingen på det private arbejdsmarked.
Hvis amter og kommuner budgetterede med en lønudvikling svarende til det private arbejdsmarked vil reguleringsordningen ikke udmønte noget.
KTO skal fortsat arbejde for, at reststigningen indgår i budgetopskrivningen i økonomiaftalerne. Det vil indebære, at den faktiske lønudvikling anvendes som grundlag for opskrivningen. Herved vil amter og kommuner i højere grad motiveres til at budgettere med en lønudvikling, der svarer til det private arbejdsmarked.
d. Merudmøntning fra reguleringsordningen indgår ikke i budgetopskrivningen i økonomiaftalerne i det år den udmøntes
Den manglende udmøntning af penge til ny løn gav i 2003 og igen i 2004 en ekstraordinær udmøntning fra reguleringsordningen på ca. 1 mia. kr. i hvert af aftaleårene.
Den ekstraordinære merudmøntning fra reguleringsordningen i 2003 er indregnet i økonomiaftalerne fra 2004 og fremover. Merudmøntningen blev dog ikke indregnet i 2003.
På tilsvarende vis er merudmøntningen fra reguleringsordningen i 2004 ikke indregnet i 2004. Der er endnu ikke i økonomiaftalerne taget stilling til, hvorvidt merudmøntningen for 2004 skal indregnes i de kommende års budgetopskrivning.
Konsekvensen er, at der år efter år kan komme til at mangle penge i de (amts)kommunale budgetter til merudmøntningen. Herved opstår følgende problemstilling, der også betegnes som den ”onde cirkel”:
• (Amts)kommunerne gennemfører besparelser svarende til merudmøntningen fra reguleringsordningen ved at spare i ny løn med den konsekvens, at reguleringsordningen næste år atter engang udmønter mere. Osv. Osv.
KTO finder, at problemstillingen vil blive løst, hvis den faktiske lønudvikling anvendes som grundlag for opskrivningen, jf. pkt. c).
e. Reguleringsordningen ”straffer” gode (amts)kommuner
Sådan som reguleringsordningen i dag er skruet sammen kan de ”dårlige” kommuner spekulerer i en lavere lønudvikling. Såfremt der spekuleres heri opstår følgende problem-stilling:
• Reguleringsordningen giver ”dårlige” kommuner mulighed for ustraffet, at flytte lønudgiften over på reguleringsordningen, så de ”gode” kommuner kommer til at betale 2 gange.
KTO finder, at det bør overvejes, at udarbejde konkrete belønnings-/straf-modeller til bl.a. at skabe incitament for de ”dårlige” kommuner til at udmønte mere.
f. Reststigningsbegrebet er meget svært at håndtere
Reststigningsbegrebet indgår i den skønnede udmøntning til reguleringsordningen ved omkostningsberegningerne af det samlede KTO-forlig. Den skønnede reststigning er et gennemsnitlig skøn på landsplan, og som foruden midler, der anvendes udover forlodsfi-nansieringen, også påvirkes af en lang række andre faktorer.
Den konkrete reststigning vil derfor kunne være forskellig fra kommune til kommune og fra arbejdsplads til arbejdsplads.
Disse forhold rejser følgende problemstilling:
• Det er vanskeligt at forstå begrebet reststigning, herunder den praktiske håndtering i forbindelse med diskussioner om budgetter, konkrete lønforhandlinger mv.
KTO finder, at problemstillingen skal ses i sammenhæng med pkt. g).
g. Det økonomiske råderum er vanskeligt at opgøre eksakt
Det økonomiske råderum er ikke et kroner/øre regnskab (jf. vejledningen ”Penge til ny løn”). Bilaget om det økonomiske råderum stiller imidlertid forventninger om, at der udover forlodsfinansieringen til ny løn også er andre midler at forhandle om. De lokale parter efterspørger derfor konkrete redskaber til at kunne opgøre råderummet eksakt.
Imødekommelse af dette ønske vanskeliggøres imidlertid af, at råderummet som udgangspunkt forstås, som det ”forhandlingsrum”, der er til disposition i (amts)kommunen som helhed.
Herudover påvirkes det økonomiske råderum af en lang række modsatrettede bevægelser. En opgørelse på arbejdspladsniveau vil således være vanskelig på grund af bl.a. forskellige forhandlingsniveauer, evt. afsættelse af centrale puljer i kommunen mv.
Udarbejdelse af evt. yderligere materiale vil kunne skabe følgende problemstillinger:
• Supplerende detaljerede materialer til beskrivelse af det lokale økonomiske råderum vil kunne medføre en yderligere teknificering af forståelsen af råderummet, og
• Give en opfattelse af, at det lokale økonomiske råderum er et kroner/øre-regnskab og ikke et ”forhandlingsrum”.
Set i lyset af ovennævnte er det KTO’s vurdering, at det ikke pt. er relevant med yderligere materiale udover den eksisterende KTO vejledning ”Penge til ny løn”, samt organisationernes egne materialer.
h. Decentralisering af den økonomiske styring og uddelegering af aftaleretten kan påvirke det økonomiske råderum
Fra nogle organisationer er der peget på, at arbejdsgivernes generelle ønske om at få uddelegeret forhandlingerne til arbejdspladsniveau skal ses i sammenhæng med en overordnede strategi om, at udelukke organisationerne fra at få indflydelse på den overordnede fordeling af lønmidler mellem de enkelte arbejdspladser. Ved alene at føre lønforhandlingerne på arbejdspladsniveau afgrænses det lokale økonomiske råderum herved til arbejdspladsens råderum.
Fra andre organisationer er der peget på, at en vis decentralisering af forhandlingerne - forudsat at der er reel kompetence og økonomisk ansvar på arbejdsgiversiden - kan medvirke til at sikre en mere direkte og tydelig sammenhæng mellem råderummet, herunder tilbagefaldsmidlerne og den faktiske lønudvikling.
Det økonomiske råderum påvirkes endvidere af det konkrete valg af styringsværktøjer – fx normeringsstyring eller lønsumsstyring. Tages der fx i lønsumsstyrede institutioner ikke højde for bl.a. KTO’s omkostningsprocenter, særlige aldersskævheder, barsel, syge-fravær mv. kan dette påvirke det økonomiske råderum isoleret set på institutionen.
i. Manglende vurderingsredskab – svarer lønudviklingen og anvendelsen af
det lokale økonomiske råderum til det forventede?
Lønudviklingstallene påvirkes af ny løn, generelle lønstigninger, ændringer i
personale-omsætning, alderssammensætninger, pension, genebetaling mv.
Lønstatistikkerne giver ikke et entydigt og klart billede af, hvordan ny løn centralt og henholdsvis decentralt anvendes. Lønstatistikken giver primært et billede af den samlede lønudvikling for grupper af medarbejdere.
Følgende problemstilling har i den forbindelse vist sig:
• Det er statistisk vanskeligt at vurdere den præcise virkning af ny lønaftaler lokalt.
KTO finder, at der er behov for en tæt dialog med FLD om at udarbejde en statistik, der i højere grad afspejler forbrug af lønmidler lokalt.
Med venlig hilsen
Signe Friberg Nielsen /
Henrik Würtzenfeld