Voldgiftssag mellem KL og KTO om hjemmel til godtgørelse til en afskediget, tjenestemandsansat tillidsrepræsentant

16. september 2004
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

16. september 2004
J.nr.: 5.04.06-17
AHN
Direkte tlf.nr.: 3347 0615

 

Vedr.: Voldgiftssag mellem KL og KTO om hjemmel til godtgørelse til en afskediget, tjenestemandsansat tillidsrepræsentant

 

Medlemsorganisationerne er tidligere blevet orienteret om, at KL over for KTO har anlagt en voldgiftssag, der vedrører muligheden for at tildele en afskediget tjenestemands-ansat tillidsrepræsentant godtgørelse i henhold til overenskomstens almindelige bestemmelser herom.

KTO har tabt sagen ved voldgiftsforhandlingen der blev afholdt den 8. september 2004.

KTO må herefter anerkende, at der med den nuværende tekst i MED-rammeaftalens § 18, stk. 6 eller TR/SU-aftalens § 12, stk. 6. ikke er hjemmel til at kræve godtgørelse til en afskediget tillidsrepræsentant, der er ansat som tjenestemand.

Det nærmere sagsforløb beskrives nedenfor.

KL har i sagen nedlagt følgende påstande:

  1. KTO tilpligtes at anerkende, at der ikke er hjemmel til at kræve godtgørelse til en afskediget tillidsrepræsentant ansat i henhold til Det Kommunale Tjenestemandsregulativ.
  2. KTO tilpligtes at anerkende, at sådan godtgørelse alene kan ydes i det omfang der måtte blive tilvejebragt hjemmel herfor i Det Kommunale Tjenestemandsregulativ eller anden særlig aftale.

KTO har principalt nedlagt påstand om, at nærværende sag afvises, idet den allerede mellem HK/Kommunal mod KL anlagte voldgiftssag fremmes.

KTO har subsidiært nedlagt påstand om, at KL tilpligtes at anerkende at der er hjemmel til at kræve godtgørelse til en tillidsrepræsentant ansat i henhold til Det Kommunale Tjenestemandsregulativ.

KL har påstået frifindelse over for KTO's påstande.

Efter forhandling og votering om KTO's afvisningspåstand, hvor der ikke blandt de partsudpegede medlemmer af voldgiftsretten kunne opnås flertal for et resultat, tilkendegav opmanden, højesteretsdommer Poul Søgaard, med en nærmere begrundelse, at afvisningspåstanden ikke ville blive taget til følge.

Efter forhandling og votering om sagens realitet kunne der ikke blandt de partsudpegede medlemmer af voldgiftsretten opnås flertal for en afgørelse. Herefter tilkendegav opmanden med en nærmere begrundelse, at KL ved en eventuel kendelse i sagen ville få medhold i sine påstande.

Begrundelsen er gengivet i vedlagte protokollat af 14. september 2004.

Parterne enedes herefter om at afslutte sagen som forligt i overensstemmelse med opmandens tilkendegivelse.

Som følge af denne tilkendegivelse må KTO således anerkende, at der med den nuværende tekst i MED-rammeaftalens § 18, stk. 6 eller TR/SU-aftalens § 12, stk. 6 ikke er hjemmel til at kræve godtgørelse til en afskediget tillidsrepræsentant, der er ansat som tjenestemand.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Allan Hauge Nielsen