Strukturreform - høring om udkast til lovforslag om overflytning af skatteområdet fra kommunerne til staten

13. oktober 2004
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 9.02.02-1
HKB
Direkte tlf.nr.: 3347 0625
13. oktober 2004

Vedr.: Strukturreform - høring om udkast til lovforslag om overflytning af skatteområdet fra kommunerne til staten

 

KTO har d.d. modtaget to udkast til lovforslag om gennemførelse af kommunalreformen på skatteområdet med henblik på bemærkninger.

Lovforslagene er:

  1. Forslag til lov om skatte- og ejendomsvurderingsforvaltning (skatteforvaltningsloven).
  2. Forslag til lov om ændring af en række love (Ændringer som følge af lov om skatte- og ejendomsvurderingsforvaltning) (Kommunalreform).

Der er tale om de to første udkast til lovforslag, som udmønter dele af den politiske aftale om Strukturreformen, nærmere bestemt overflytningen af skatteområdet fra kommunerne til staten. Omfanget af lovforslagene er ganske omfattende og udsendes derfor ikke sammen med dette brev. Lovforslagene kan i stedet downloades fra KTO's hjemmeside www.kto.dk.

Med udkastet til skatteforvaltningsloven sker der en organisatorisk samling af forvaltningen af skatter, afgifter, told og ejendomsvurdering m.v. i en statslig enhedsforvaltning. Denne enhedsforvaltning dannes gennem en fusion mellem den kommunale og den statslige skatteforvaltning, og gennem som udgangspunkt en sammenlægning af de forskellige myndigheder under ToldSkat. Bestemmelser om personalet fremgår af lovens §§ 65 - 68. I lovbemærkningerne omtales personalets forhold særligt på s. 23, 26, 28-30, 54-55 og 78-80.

Det andet lovforslag vedrørende ændringer som følge af lov om skatte- og ejendomsvurderingsforvaltningen indeholder alene en række tekniske ændringer i en række skattelove som følge af forslaget til skatteforvaltningsloven. Dette lovforslag vurderes derfor ikke umiddelbart at være relevant i forhold til personalets vilkår.

Begge lovforslag har virkning fra den 1. juli 2005.

Organisationerne bedes være opmærksomme på, at udkastet til skatteforvaltningsloven ikke kun er relevant for organisationer med medlemmer beskæftiget inden for det pågældende område, men er relevant generelt set i forhold til den kommende strukturreform. Det må nemlig forventes, at lovforslagets bestemmelser om personalets vilkår vil være retningsgivende for, hvorledes kommende sammenlægninger/opgaveoverførsler som led i strukturreformen vil blive lovreguleret.

KTO's høringssvar skal være Skatteministeriet i hænde senest den 2. november 2004 kl. 17.00. Med henblik på at give organisationerne mest mulig tid til gennemgang af lovudkastene, vil et udkast til KTO's høringssvar først blive udarbejdet efter udsendelsen af lovudkastene til medlemsorganisationerne.

Udkastet til KTO's høringssvar vil blive behandlet i KTO's forhandlingsudvalg. Lovforslagenes konsekvenser vedrørende personalets vilkår vil ligeledes blive drøftet på et møde den 27. oktober 2004 i bestyrelsens sekretariatsudvalg.

KTO's høringssvar vil alene vedrøre generelle ansættelsesretlige problemstillinger i forbindelse med opgaveflytningen. Der gøres opmærksom på, at medlemsorganisationerne selv må udarbejde høringssvar vedr. eventuelle organisationsspecifikke forhold. I KTO's høringssvar henholder KTO sig til eventuelle yderligere høringssvar fra medlemsorganisationerne.

Bestemmelserne om personalets vilkår indebærer, at alle overenskomstansatte omfattes af virksomhedsoverdragelsesloven. Tjenestemænd overgår til ansættelse i staten på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår. Bestemmelserne ser tilsyneladende ud til i hovedtræk at svare til de vilkår, som blev fastsat i forbindelse med dannelsen af Bornholms Regionskommune.

Med forbehold for, at sekretariatet endnu ikke har haft lejlighed til en grundig gennemlæsning af lovudkastet, forventes følgende generelle ansættelsesretlige problemstillinger som minimum behandlet i KTO's høringssvar:

  • Fastsættelse af (løn)garanti, der sikrer de ansatte mod at skulle gå ned i løn (eller få forringet øvrige ansættelsesvilkår, fx omsorgsdage) et antal måneder efter opgaveoverflytningen. Der henvises i den forbindelse blandt andet til KTO's brev af 5. juli 2004 til medlemsorganisationerne om finansministerens svar vedrørende personalets vilkår.
  • Krav om indflydelse på, hvordan de ansatte følger opgaven.Det indgår i Finansministeriets pjece "Hvad betyder strukturreformen for dig som offentlig ansat", der blev udsendt til medlemsorganisationerne den 28. april 2004 at der i tilfælde af uenighed om fordeling af personale mellem den afgivende og modtagende ansættelsesmyndighed vil blive oprettet en særlig instans (delingsråd), der træffer beslutning om fordeling af personalet. Dette er ikke medtaget i udkastet til skatteforvaltningslov.
  • Medindflydelse og information (Midlertidige Medbestemmelsesudvalg).Nødvendig medindflydelse og information skal sikres for de personer, der flytter fra det (amts)kommunale område til det statslige område.
  • Mere specifikke bemærkninger til reglerne om overgang for henholdsvis tjenestemænd og overenskomstansatte.Det fremgår blandt andet af lovforslaget, at tjenestemændene ansættes som statstjenestemænd i hold til tjenestemandslovgivningen og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold til denne lovgivning. Det fremgår endvidere, at det ved den pensionsmæssige indplacering vil blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der er optjent i kommunalt regi. Problemstillinger vedrørende ændringer i overenskomstansattes pensionsforhold, fx som følge af en lavere grundlagsrente i staten, vil ligeledes blive behandlet i høringssvaret.
  • Sammenhæng mellem tilsagnene om henholdsvis "trygge rammer for personalet" og "den ansatte følger opgaven" og de på finanslovsforslaget for 2005 budgetterede besparelser på skatte- og inddrivelsesområdet.Regeringen nævner i finanslovsforslaget, at kommunalreformen vil give mulighed for effektiviseringer på skatte- og inddrivelsesområdet. I finanslovsforslaget for 2005 budgetteres med en stor besparelse på skatte- og inddrivelsesområdet (125 mio. kr. i 2005 stigende til 288 mio. kr. i 2008). I forslaget til skatteforvaltningslov fremgår af bemærkningerne s. 54, "at det er regeringens vurdering, at der ved en sammenlægning af den statslige og kommunale skatteforvaltning over en årrække vil kunne realiseres væsentlige effektiviseringer. Det er regeringens forventning, at de tilpasninger, der vil ske i den samlede arbejdsstyrke på dette område, vil kunne gennemføres ved naturlig afgang." Det fremgår endvidere af s. 55, at "partierne bag Aftale om strukturreform er enig om, at der skabes trygge rammer for personalet ved omlægningen. Det følger af virksomhedsoverdragelsesloven, at de ansatte følger opgaven - dvs. at de ansatte, der er beskæftiget med en opgave, der overføres til en ny myndighed, også overføres til den pågældende myndighed. Ligeledes vil der løbende blive gennemført den fornødne kompetenceudvikling."

Evt. bemærkninger til KTO's høringssvar, herunder konkrete forslag til emner/tekst, der ønskes omtalt i KTO's høringssvar bedes være sekretariatet, att.: Helle Basse i hænde senest torsdag den 28. oktober 2004 kl. 10.00. Bemærkningerne kan evt. fremsendes pr. mail til hkb@kto.dk.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst /

Helle Basse