Regeringens økonomiaftaler med KL og Amtsrådsforeningen

13. juni 2005
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 9.01-01
VP
Direkte tlf.nr.: 3347 0626

13. juni 2005

 

Vedr.:  Regeringens økonomiaftaler med KL og Amtsrådsforeningen

 

Den 10. juni 2005 blev der indgået aftale mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi 2006 og den 11. juni 2005 blev der indgået aftale mellem regeringen og Amts-rådsforeningen om amternes økonomi 2006. Begge aftaler er vedlagt. ( - ).KL's aftaleAmtsrådsforeningens aftale

Nedenfor gennemgås primært de afsnit i økonomiaftalerne, der vedrører de mere personalerettede forhold. Mere generelt skal det fremhæves, at økonomiaftalerne lægger særlig vægt på dels effektiviseringer og dokumentation, dels en styrelse af det fremtidige budgetsamarbejde mellem staten og kommunerne.

Der fremgår følgende af aftalerne vedrørende lønforudsætninger:

  • ”PL-opregningen af de kommunale udgifter dækker blandt andet over gennemslaget af det seneste overenskomstresultat på det kommunale udgiftsniveau. Der er enighed om at drøfte, hvordan budgetvirkningen i forårets overenskomst skal indgå i de kommende års økonomiaftaler.” (KL p. 3 over midt/ARF p. 2 nederst)

KTO-bemærkning:

Indtil den afsluttende fase af økonomiforhandlingerne var der tvivl, om finansministeren ville kompensere kommunerne fuldt ud for KTO-forliget i 2005 og 2006, bl.a. ud fra en fejlagtig påstand om, at det kommunale forlig er dyrere end det statslige forlig.

Ovenstående citat fra økonomiaftalen indikerer imidlertid, at det er lykkedes for KL (og Amtsrådsforeningen) at komme igennem med, at kommunerne (og regionerne) fuld ud kompenseres for KTO-forliget. Der kan således ikke være noget krav om en højere reststigning, og dermed større effektiviseringskrav, end de forudsatte 0,25 % i KTO-forliget. Det anføres dog, at det skal drøftes, hvordan overenskomstforliget skal indgå i de kommende års økonomiaftaler.

  • ”Der er enighed om, at resultatet af overenskomstforhandlingerne på såvel det statslige som det kommunale område skal holdes inden for de økonomiske rammer, som er afstemt med målsætningen om finanspolitisk holdbarhed. Der er ligeledes enighed om, at der bør findes en metode, som bedre sikrer, at de overordnede økonomiske hensyn tilgodeses ved indgåelse af de respektive overenskomster. Der er derfor enighed om at drøfte, hvordan der kan tilrettelægges et hensigtsmæssigt samarbejde om de økonomiske rammer for de fremtidige overenskomst-forhandlinger”. (KL p. 18 øverst/ARF p. 1 midt)

KTO-bemærkning:

En tilsvarende melding kom fra Finansministeren på et møde om offentligt ansat-tes vilkår i forbindelse med kommunalreformen, som blev afholdt mandag den 6. juni 2005 bl.a. med KTO’s forhandlingsudvalg. Meldingen lægger sandsynligvis op til en øget koordinering blandt de offentlige arbejdsgivere for så vist angår de økonomiske rammer i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Det under-streges af, at overenskomstforhandlingerne sammenkædes med finanspolitiske målsætninger.

Der fremgår følgende af aftalerne vedrørende kommunalreformen:

  • ”Der konstateres, at der ved lov oprettes et uafhængigt lønnings- og takstnævn. Der er enighed om, at hvis regionerne danner en forening, placeres nævnssekretariatet i denne, men at sekretariatet i sin opgavevaretagelse er uafhængigt af såvel staten som en forening af regioner og refererer direkte til lønnings- og takstnævnet.”(ARF p. 1)

KTO-bemærkning:

Af regionsloven fremgår det, at der oprettes et lønningsnævn for regioner, der bl.a. begrundes med et ønske om en større koordinering på arbejdsgiverside af over-enskomstforhandlingerne. I nævnet har de statslige repræsentanter en vetoret. Det har hidtil været uafklaret, hvor sekretariatet for nævnet skulle placeres. Af den amtslige økonomiaftale fremgår det nu, at sekretariatet placeres som et selvstændigt sekretariat i en kommende regionsforening.

  • ”Regeringen og KL er enige om, at kommunalreformen (opgave- og strukturreformen) og hensynet til fastholdelse af den ansvarlige økonomiske politik nødvendiggør et ændret og styrket samarbejde mellem regeringen og den kommunale sektor.

Som led i forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2006 har regeringen og KL derfor aftalt rammerne for den fremtidige dialog mellem regeringen og kommunerne.”(KL p. 1 midt)

KTO-bemærkning:

I aftalen er der opstillet målsætninger for og hovedprincipper i den fremtidige dialog mellem regeringen og kommunerne. Endvidere er det angivet, hvad udmøntningen af principperne indebærer. Regeringen og KL har (dermed) udlagt nogle retningslinier for det fremtidige samarbejde, som forpligter begge parter om kommunernes økonomi og ressourcer. (p. 11 ff)

  • ”Der er enighed om, at kommunalreformens dannelse af stærke og bæredygtige kommuner giver grundlag for, at den statslige styring i højere grad kan baseres på mål og rammer frem for detailstyring. Og der er enighed om, at budgetsamarbejdet skal styrkes med henblik på at sikre fremtidig overholdelse af de aftalte udgiftsrammer og de aftalte skatteniveauer.

Der er endvidere enighed om behovet for et tæt samarbejde mellem staten og kommunerne, som understøtter kommunernes arbejde med at give borgerne mere service for pengene og skaber gennemsigtighed i kvalitet og ressourceudnyttelse gennem bedre dokumentation.” (KL p. 1 nederst)

KTO-bemærkning:

Regeringen har dermed givet tilsagn om at understøtte det kommunale selvstyre ved en højere grad af mål- og rammestyring frem for detailstyring. Dog under forudsætning af implementering af kontrolmekanismer bl.a. i form af evaluering og dokumentation, bl.a. i form af et samarbejdsprojekt.

  • ”…etablere et samarbejdsprojekt for den decentrale offentlige sektor, der…omfatter:
  • Fælles initiativer for bedre ressourceudnyttelse.
  • Dokumentation af effekt, output og brugertilfredshed ved den kommunale opgaveløsning.
  • Den statslige regulering af kommunernes opgaveløsning” (KL p.14)

KTO-bemærkning:

Konkret skal der under samarbejdsprojektet iværksættes 4 projekter, bl.a. en pilot-undersøgelse af organisering og effektivitet på hjemmehjælpsområdet og en analyse af folkeskolelærernes arbejdstid i forhold til de opnåede effekter.

Af aftalen om amternes økonomi fremgår det, at regionerne skal indgå i samarbejdsprojektet. (ARF p. 2)

  • ”Regeringen og KL er samtidig enige om, at kommunalreformen giver mulighed for, at kommunerne kan realisere stordrifts- og synergigevinster, som det er væsentligt at tage højde for i forberedelsen af kommunesammenlægningerne og opgaveflytningerne. Disse synergigevinster tilfalder kommunerne og kan prioriteres som en del af det kommunale råderum.” (KL p.14)

KTO-bemærkning:

KL er kommet igennem med et synspunkt om, at midler, der frigøres som følge af stordriftsfordele og effektiviseringer ved kommune- og opgavesammenlægningerne, skal forblive i kommunerne.

  • ”...regeringen har fremsat en række ændringsforslag med henblik på at imødekomme ønsker fra de kommunale parter…bl.a.:
  • Hjemmel til at fastsætte regler, der indebærer, at regionerne overtager udbetaling af tjenestemandspensioner til opsatte pensioner og til allerede pensionerede tjenestemænd på det amtskommunale område og staten refunderer udgifterne hertil.
  •  …
  • Regeringen har tilkendegivet, at medarbejdere der omfattes af kommunalreformen gives størst mulig tryghed i forbindelse med flytningen til ny ansættelsesmyndighed.” (KL p. 10 midt)

KTO-bemærkning:

Det fremgår ikke af økonomiaftalen, hvorledes trygheden udmøntes, eller om der blot er tale om et generelt udsagn.

Af aftalerne fremgår følgende om integrationsstillinger:

  • ”Regeringen og KL er enige om, at muligheden med integrationsstillinger ligeledes bør indarbejdes i de kommunale overenskomster.” (KL p. 6 nederst)

KTO-bemærkning:

Ved OK-05 blev det på det statslige område aftalt at oprette integrationsstillinger. I en integrationsstilling får den ansatte overenskomstmæssig begyndelsesløn i 80 % af arbejdstiden, mens 20 % af arbejdstiden afsættes til oplæring og opkvalificering. I Amtsrådsforeningens aftale er der ikke den samme tilkendegivelse, men Amtsrådsforeningen har tilsluttet sig den overordnede målsætning om at øge andelen af de ansatte, der er indvandrere, dog med en formulering om at såfremt udliciteringstiltag i amterne ændrer jobsammensætningen i kan det indgå i en vurdering af målopfyldelsen.

For et par uger siden er der nedsat en teknisk arbejdsgruppe mellem de (amts)kommunale overenskomstparter, som dermed har indledt drøftelser om en eventuel aftale om integrationsstillinger.

Der er i øvrigt bl.a. aftalt følgende:

  • Uddannelsesrelateret for skoleledere og lærere (KL p. 8 øverst) samt lægelige videreuddannelse (ARF p. 8 øverst).
  • Effektiviseringstiltag omkring et hensigtsmæssigt offentlig-privat samarbejde (KL p. 9 midt/ARF p. 4 over midt).
  • Udviklingen af digitaliseringsløsninger (KL p.10 øverst/ARF p.5 øverst).

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst /

Vibeke Pedersen