Høring om 4 udkast til bekendtgørelser om udmøntning af kommunalreformen

8. juli 2005
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

J.nr.: 9.02.02-4
HKB/HEB
Direkte tlf.nr.: 3347 0621

8. juli 2005

 

Vedr.: Høring om 4 udkast til bekendtgørelser om udmøntning af kommunalreformen

 

Indledning

KTO har modtaget vedlagte udkast til 4 bekendtgørelser om udmøntning af kommunalreformen med henblik på KTO's bemærkninger hertil.

De fire udkast er:

  • Indenrigs- og Sundhedsministeriets udkast til bekendtgørelse vedrørende udmøntning af lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen

  • Indenrigs- og Sundhedsministeriets udkast til bekendtgørelse om deling af kommuner

  • Personalestyrelsens udkast til bekendtgørelse om tjenestemandspensionsforpligtelser i forbindelse med kommunalreformen

  • Personalestyrelsens udkast til bekendtgørelse om beregning af tjenestemandspensioner og om fordeling af tjenestemandspensionsbyrden mellem staten og kommunerne for tjenestemænd, der overgår til ansættelse i ToldSkat fra en kommune mv.

KTO's frist for afgivelse af høringssvar vedrørende de tre første bekendtgørelser er fredag den 12. august 2005. Fristen for høringssvar på den sidstnævnte bekendtgørelse er torsdag den 25. august 2005.

Som i høringssvarene på lovpakken om kommunalreformen vil KTO i relation til bekendtgørelser, der udstedes med hjemmel i lovgivningen om kommunalreformen, alene afgive bemærkninger om forhold af betydning for de ansattes generelle ansættelsesretlige vilkår.

Kort om indholdet mv.

Nedenfor følger en kort beskrivelse af bekendtgørelsernes hovedindhold.

Ad Indenrigs- og Sundhedsministeriets udkast til bekendtgørelse vedrørende udmøntning af lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen

I udkastets kapitel 3 fastsættes de tekniske principper for fordeling af personale. Principperne afhænger af, om der er tale om ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaven, som overføres i medfør af procedureloven, eller ansatte, hvis opgavevaretagelse knytter sig til generelle funktioner, fx servicefunktioner som betjent og rengøring.

For ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaven, som overføres i medfør af procedureloven, anvendes procedurelovens princip om, at den ansatte følger opgaven. Ved stillingtagen til placering hos myndigheder på samme forvaltningsniveau, bestemmes det i § 13, at der sker en forholdsmæssig fordeling opgjort i forhold til indbyggerantal. Dette er fx relevant ved kommuners overtagelse af opgaver fra et amt, fx miljøopgaver. Fordelingen af antallet af ansatte mellem kommunerne vil således skulle fastsættes på grundlag af denne forholdsmæssige fordeling.

For ansatte, hvis opgavevaretagelse er knyttet til generelle funktioner, anvendes ligeledes en fordelingsnøgle, som også finder anvendelse ved fordelingen af aktiver og passiver. Der anvendes forskellige fordelingsnøgler afhængig af, om der er tale om opgaver, der overføres fra en myndighed der nedlægges, eller myndigheder, der ikke nedlægges. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har telefonisk oplyst, at fordelingsnøglerne er baseret på en regnskabsmæssig opgørelse fra 2004 af de involverede opgavers udgiftsmæssige tyngde, og at fordelingsnøglerne blandt andet har været drøftet med KL og Amtsrådsforeningen.

Bekendtgørelsens kapitel 4 indeholder bestemmelser om efterregulering af fordeling af personale. Det kan fx være relevant, hvis der efter indgåelsen af en aftale om fordeling af aktiver, passiver, personale m.v. sker genbesættelse i en stilling, hvor den tidligere ansatte i henhold til aftalen følger en opgave og dermed er overført til en myndighed.

Af mere lovteknisk karakter skal sekretariatet gøre opmærksom på, at bekendtgørelsens § 20, stk. 3, om efterregulering af personale vedrører myndigheder, der nedlægges. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har telefonisk bekræftet, at det er en fejl, når der i udkastet står "der ikke nedlægges", idet denne situation omhandles i bekendtgørelsens stk. 4. Sekretariatet vil for en god ordens skyld gøre opmærksom herpå i høringssvaret.

Sekretariatet har i øvrigt ikke bemærkninger til udkastet til bekendtgørelsen.

Ad Indenrigs- og Sundhedsministeriets udkast til bekendtgørelse om deling af kommuner

Bekendtgørelsen fastlægger de tekniske principper for overførsel af personale fra kommuner, der deles i forbindelse med kommunalreformen.

Bekendtgørelsen indebærer blandt andet, at procedurelovens bestemmelser om delingsprocessen finder anvendelse. Det indebærer fx, at der gælder tilsvarende frister for fremlæggelse af aftaleudkast, at bestemmelserne om delingsråd finder anvendelse, at aftaleudkast m.v. er fortrolige, samt at bestemmelserne om de ansatte rettigheder og pligter i delingsprocessen (høring, efterfølgende begrundelse m.v.) finder anvendelse.

Sekretariatet har ikke umiddelbart bemærkninger til udkastet.

Ad Personalestyrelsens udkast til bekendtgørelse om tjenestemandspensionsforpligtelser i forbindelse med kommunalreformen

Bekendtgørelsen fastlægger de tekniske principper for tjenestemandspensionsforpligtelser for myndigheder, der er knyttet til aktive tjenestemænd og tjenestemænd, der er fratrådt med ret til aktuel pension eller opsat pension, hvis ansættelses-/og pensionsmyndighed dels nedlægges i henhold til lovgivningen om kommunalreformen, dels ikke nedlægges.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at tjenestemænd overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige. Det vil af KTO blive kommenteret i forhold til nedenstående bekendtgørelse.

Sekretariatet har i øvrigt ikke bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse.

Ad Personalestyrelsens udkast til bekendtgørelse om beregning af tjenestemandspensioner og om fordeling af tjenestemandspensionsbyrden mellem staten og kommunerne for tjenestemænd, der overgår til ansættelse i ToldSkat fra en kommune mv.

Bekendtgørelsen har blandt andet til formål at sikre de pensionsmæssige vilkår i forhold til de hidtidige vilkår for tjenestemænd, der overgår til ansættelse i ToldSkat fra en kommune.

Af udkastets § 3, stk. 1, fremgår det, at omhandlede tjenestemænd bevarer indtil udgangen af marts 2008 den pensionsgivende løn, de havde erhvervet under kommunal ansættelse, inkl. eventuelle forhøjelser heraf, som de ville have opnået under forsat kommunal ansættelse indtil 31. marts 2008. Den pensionsgivende løn reguleres i perioden med den kommunale pensionsreguleringsprocent.

I udkastets § 3, stk. 4 - 10, beskrives forholdene for tjenestemænd, der fortsætter ansættelsen efter den 31. marts 2008, herunder disses pensionsmæssige indplacering i det statslige skalatrinssystem samt forhøjelse/nedsættelse af pension med særligt tillæg/fradrag, der pr. 31. marts 2008 udgør forskellen mellem den kommunale og statslige pension på de enkelte skalatrin og pensionsaldre.

I udkastets § 3, stk. 8, fremgår det blandt andet, at fra 1. april 2008 ydes børnepension og børnepensionstillæg med de satser, der gælder i staten.

KTO's høringssvar til udkastet til bekendtgørelsen vil blive behandlet på et møde i KTO-FS den 17. august 2008. Sekretariatet forventer, at KTO's svar generelt blandt andet vil gå på, at de overførte tjenestemænds pensionsmæssige rettigheder ikke er sikret i nødvendigt omfang i forhold til de hidtidige rettigheder.

Afslutning

KTO skal anmode om, at medlemsorganisationernes eventuelle bemærkninger vedr. generelle ansættelsesretlige problemstillinger i udkastene, som ønskes behandlet i KTO's høringssvar er sekretariatet i hænde senesttirsdag den 9. august 2005 kl. 10.00.

 

Med venlig hilsen

Helle Krogh Basse /

Henning Bickham