Løn under ferie ved delvis genoptagelse af arbejdet under barsel

13. december 2005
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO’s medlemsorganisationer

Sagsnr.: 226.4
HW
Direkte tlf.nr.: 3347 0625
13. december 2005

Vedr.: Løn under ferie ved delvis genoptagelse af arbejdet under barsel

I Løn- og Personalenyt den 2. september 2004 vedrørende ferie og barsel har KL udmeldt, at en ansat, som har genoptaget arbejdet delvist efter §§ 14 og 25 i aftalen om fravær af familiemæssige årsager, således at der både arbejdes og holdes orlov på samme dag, er at betragte som deltidsansat i ferieaftalens forstand. Konsekvensen heraf er, at en ansat, som normalt er beskæftiget 37 timer, og som holder orlov 2,4 timer og arbejder 5 timer om dagen, alene vil få løn for 25 timer ved afholdes af 5 feriedage.

Af Arbejdsdirektoratets vejledning fremgår, at den ansatte i ovenstående eksempel alene kan holde ferie, hvis orloven på de 2,4 timer pr. dag udskydes, mens der holdes ferie.

KTO har ved årsskiftet 2004/2005 heroverfor tilkendegivet, at det er KTO’s opfattelse, at den ansatte fortsat har ret til løn for det antal timer, den ansatte normalt har krav på i henhold til ansættelseskontrakten, når der holdes ferie.

KTO og de (amts)kommunale arbejdsgiverparter har i lyset af disse drøftelser i vedlagte rettet henvendelse til Arbejdsdirektoratet med henblik på en afklaring af problemstillingen.brev af 7. juli 2005

Arbejdsdirektoratet har i vedlagte besvaret henvendelsen. Af besvarelsen fremgår: brev af 18. juli 2005

  • At direktoratet ikke har kompetence til at fortolke feriereglerne, der er overenskomstmæssigt fastsat.
  • At direktoratet dog vejledende kan udtale, at:
    • ”Det er direktoratets opfattelse, at hvis lønmodtageren holder ferie i forbindelse med delvis genoptagelse af arbejdet, har lønmodtageren krav på løn for det antal timer, lønmodtageren har krav på i henhold til ansættelseskontrakten, når der holdes ferie”.

På den baggrund har KL i vedlagte nu udmeldt, ”at lønmodtageren stadig betragtes som ansat i henhold til normal arbejdstid, selv om lønmodtageren holder orlov en del af arbejdstiden”. Det følger således heraf, at den pågældende ansatte i ovenstående eksempel vil modtage løn for 37 timer om ugen under afholdelse af sin ferie.Løn- og Personalenyt af 6. december 2005

Det bemærkes, at hvis barselsorloven afvikles på en sådan måde, at den ansatte arbejder og holder orlov på samme dag, vil arbejdsgiveren ikke kunne pålægge de ansatte at holde ferie, da ferie skal holdes i hele dage. Derimod kan den ansatte aftale med arbejdsgiveren at udskyde orloven, så der kan holdes ferie i hele dage.

KL har i deres udmelding af 6. december 2005 anført, at den ændrede praksis har virkning for aftaler indgået efter den 18. juli 2005. KTO har overfor KL taget forbehold for fristen, med henvisning til at det er KTO’s opfattelse, at den ændrede praksis også burde omfatte aftaler indgået forud for denne frist.

KL har telefonisk oplyst om, uden at det er juridisk bindende, at de vil tage eventuelle sager op, indgået i perioden fra årsskiftet 2004/2005, hvor KTO rejste sagen, frem til den 18. juli 2005, overfor de pågældende kommuner.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Henrik Würtzenfeld