Kommunalreformen – overførsel før 1. januar 2007

13. marts 2006
Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 310.59
HH
Direkte tlf.nr.: 3347 0624
13. marts 2006

Vedr.: Kommunalreformen - overførsel før 1. januar 2007

KL, Amtsrådsforeningen, H:S, FHS og KTO har indgået vedlagte protokollat af 10. marts 2006 om "vilkår for overførsel til ansættelse under sammenlægningsudvalg og forberedelsesudvalg mv."

Lovgrundlaget for gennemførelse af opgave- og strukturreformen regulerer medarbejdernes vilkår ved overførsel til en ny ansættelsesmyndighed den 1. januar 2007.

Med protokollatet sikres, at medarbejdere ved overførsler, der finder sted inden den 1. januar 2007, får de samme vilkår, som hvis overførslen først skete på datoen for kommunalreformens ikrafttræden, den 1. januar 2007.

Formålet med protokollatet er således både:

  • At skabe et grundlag for at kommunalreformen kan gennemføres så smidigt og flexibelt som muligt, samtidig med
  • at de medarbejdere som overføres på et tidligere tidspunkt end 1. januar 2007 sikres samme rettigheder, herunder ansættelsesanciennitet og løngarantien (aftalt som led i kommunalreformen), som hvis overførslen var sket den 1. januar 2007.

Protokollatets bestemmelser skal også læses i lyset af, at alle myndigheder skal have de fornødne personaleresurser helt frem til den 1. januar 2007, både af hensyn til myndighedens drift, men også af hensyn til de medarbejdere der naturligt og nødvendigt vil være hos myndigheden frem til den 1. januar 2007.

I protokollatet er der identificeret en række tilfælde, hvor medarbejdere under nærmere angivne omstændigheder, kan overføres til en anden myndighed før 1. januar 2007, med bevarelse af samme rettigheder, som hvis overførslen først skete den 1. januar 2007.

Protokollatet omhandler følgende situationer (i parentesen henvises til den relevante bestemmelse i protokollatet):

1. Overførsel af medarbejdere fra sammenlægningskommuner til sammenlægningsudvalgets sekretariat (situation a).
2. Overførsel af medarbejdere fra amter, HUR og H:S til forberedelsesudvalgets sekretariat (situation a).
3. Overførsel af medarbejder fra amter til kommuner og sekretariater for sammenlægningsudvalg (situation b). Overførsel af medarbejdere fra amter til kommuner efter denne bestemmelse forudsætter, at medarbejderen i henhold til delingsaftalen, der senest foreligger den 15. juni 2006, skulle overføres til den nye kommune pr. 1. januar 2007.
4. Overførsel af medarbejdere fra kommunale fællesskaber, der ophører i tilknytning til reformens gennemførelse, til kommuner (situation c).
5. Overførsel af medarbejdere fra en sammenlægningskommune til en anden kommune, der indgår i sammenlægningen (situation d 1).
6. Overførsel af medarbejdere fra amter til amter, der indgår i dannelsen af den enkelte region (situation d 2).
7. Overførsel af medarbejdere fra et amt til en kommune, som indgår i en kommunesammenlægning, som den pågældende i henhold til delingsaftalen skulle overføres til den 1. januar 2007 (situation d 3). Situation svarer til situation 3, men situation 7 omfatter situationen, hvor overførslen sker på baggrund af et internt stillingsopslag.

 

I situation 1, 2 og 4 kan overførslen ske såvel efter aftale, som efter både interne og eksterne stillingsopslag.

I situation 3 kan overførslen ske efter aftale.

I situation 5-6 kan overførslen ske såvel efter aftale, som efter internt stillingsopslag.

I situation 7 kan overførslen ske efter internt stillingsopslag.

Det er KTO's opfattelse, at såfremt en stilling der er opslået internt, tillige opslås eksternt, tilsiger formålet med bestemmelsen, at overførslen sker på vilkår i henhold til protokollatet, såfremt man er ansat ved en myndighed, der har fået stillingsopslaget tilsendt.

8. Endelig er det aftalt, at hvis der er enighed om at etablere en udlånsaftale, kan der i stedet indgås aftale om ansættelse på samme vilkår, som hvis overførslen var sket den 1. januar 2007. Allerede etablerede udlånsaftaler kan ligeledes ændres til ansættelse på disse vilkår (situation e).

 

Med den nye hjemmel kan der - hvis der kan opnås enighed om en udlånsaftale - nu etableres et egentligt ansættelsesforhold, og på samme vilkår, som hvis overførslen var sket den 1. januar 2007. Hvis fx en kommune beliggende i amtet fremsender interne stillingsopslag til de ansatte i amtet, uanset der endnu ikke foreligger en delingsaftale, eller uden begrænsninger i form af, at kun ansatte som efter delingsaftalen skulle overføres til kommunen kan reflektere på det interne stillingsopslag, kan amtet, kommunen og den ansatte blive enige om en udlånsaftale.

Ikrafttræden
Protokollatet træder i kraft den 1. januar 2006, dog bortset fra protokollatets litra d, som træder i kraft den 15. marts, medmindre der lokalt indgås aftale om en tidligere ikrafttrædelse.

Såfremt der forud for 15. marts 2006 er indgået aftaler om overførsler, som vil være omfattet af protokollatets litra d, kan der således lokalt indgås aftale med tilbagevirkende kraft om, at den overførte medarbejder skal tillægges rettigheder i medfør af protokollatet.

Overførsel efter den 1. januar 2007
Parterne er i øvrigt enige om, at indgå tilsvarende aftale om vilkår for ansatte, der overføres fra en region til en kommune efter 1. januar 2007 (Hvis de såkaldte "kan-institutioner" overføres fra en region til en kommune efter den 1. januar 2007).

Evt. spørgsmål til protokollatet kan rettes til Helle Basse, tlf. 33 47 06 21 eller til Henrik Højrup Hansen, tlf. 33 47 06 24.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst/

Henrik Højrup Hansen