Lønudviklingen i 1. kvartal 2005-2006

29. juni 2006

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 533.14
VP
Direkte tlf.nr.: 3347 0626
29. juni 2006

Vedr.: Lønudviklingen i 1. kvartal 2005-2006

Danmarks Statistik (DS) offentliggjorde den 28. juni 2006 deres lønudviklingstal for den offentlige sektor 1. kvartal 2005-2006. Lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor blev opgjort til 2,8 %, jf. bilag 1.

De nyeste lønudviklingstal afspejler:

  • at den gennemsnitlige lønstigning i den (amts)kommunale sektor 1. kvartal 2005 - 2006, som forventet har været større end i sidste kvartal.
  • at lønudviklingen i den (amts)kommunale sektor nu ligger på linie med lønudviklingen i såvel den statslige som den private sektor, men at lønudviklingen ligger 0,5 % under aftaleresultatet, således at reststigningen er negativ. Endelig kan det konstateres,
  • at stigningen i lønningerne i 1. kvartal 2005 - 2006 har været større end stigningen i forbrugerpriserne.

For det aktuelle statistikgrundlag gælder det, at data fra Københavns Kommune så småt begynder at indgå i en del af beregningsgrundlaget. DS anfører således, at grundet omlægningen af lønanvisningssystemet i Københavns kommune har de ansatte ikke indgået i det kommunale indeks fra og med 3. kvartal 2004 til og med 4. kvartal 2005. Ved beregning af kvartalsstigningen fra 4. kvartal 2005 til 1. kvartal 2006 indgår de ansatte i Københavns kommune i begge kvartaler.

DS offentliggjorde deres løntal for den private sektor samme periode den 19. juni 2006. Nedenfor redegøres der for lønudviklingen i den (amts)kommunale, den statslige og den private sektor på baggrund af de offentliggjorte DS-løntal.

Lønudviklingen i den (amts)kommunale, den statslige og den private sektor
Årsstigningstakten i den (amts)kommunale sektor i 1. kvartal 2005 - 2006 for den (amts)kommunale sektor var 2,8 % mod 1,5 % i 4. kvartal 2004 - 2005, jf. bilag 2.

En årsstigningstakt på 2,9 % i den statslige sektor 1. kvartal 2005 - 2006 var ligeledes større end i kvartalet før (1,8 %). I den private sektor var årsstigningstakten uændret (2,9 %) i 1. kvartal 2005-2006 i forhold til kvartalet før.

Udviklingen i de kvartalsvise årsstigningstakter i de tre sektorer fremgår af vedlagte figur i bilag 3. De kvartalsvise årsstigningstakter for den (amts)kommunale sektor må med udmøntningsprofilen i OK-05-resultatet forventes at have en lidt mindre svingende udvikling end i OK-02-perioden.

Reallønsudvikling
Den opgjorte lønudvikling i 1. kvartal 2005 - 2006 var noget større end den opgjorte prisudvikling, hvilket betyder at reallønnen i samme periode var stigende, jf. bilag 4. Betragtes i stedet løn- og prisudviklingen for hele perioden siden 1. kvartal 1998, jf. vedlagte bilag 5, fremgår det, at lønudviklingen også på det lange sigt har ligget over inflatio-nen.

Reststigning
Årsstigningstakten i aftaleresultatet kan for perioden 1. kvartal 2005 - 2006 beregnes til 3,3 %. Forskellen mellem lønudviklingen og aftaleresultatet, kaldes også reststigningen. Reststigningen målt i forhold til DS' tal kan således beregnes til at være negativ (- 0,5 %point), jf. bilag 6. Tallene er overraskende.

KTO's sekretariat vil kontakte KL og FLD mv. for at få en mulig forklaring på den overraskende negative udvikling. I den sammenhæng kan det nævnes, at FLD's løntal for samme periode, jf. KTO's skrivelse af den 27. april 2006, er offentliggjort til 3,1 % (og 3,3 %, hvis der tages højde for overførsel af skattefolkene). De er dermed noget større end DS' løntal på 2,8 %.

Perspektivet for lønudviklingen 2. kvartal 2005 - 2006
Det må forventes, at lønudviklingstakten vil være større i næste kvartal, som følge af at de aftalte forbedringer forventes at svare til en stigning på ca. 3,7 %.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst /

Vibeke Pedersen