Høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forhøjelse af aldersgrænsen..

5. oktober 2006

Organisationsudsendelse 


Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 732.9
HH
Direkte tlf.nr.: 3347 0624
5. oktober 2006
 

Vedr.: Høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forhøjelse af aldersgrænsen for aftaler om fratræden).
 

Vedlagt fremsendes til orientering KTO's høringssvar af d.d. på ovenstående udkast til lovforslag.

Høringssvaret indeholder, udover de bemærkninger som var angivet i det udkast til høringssvar, som blev udsendt til medlemsorganisationerne den 27. september 2006, 2 bemærkninger.

Dels en bemærkning af teknisk karakter til lovforslagets § 2, stk. 2, idet KTO forudsætter, at der rettelig burde stå 65 år eller mere. Uden denne præcisering omfatter overgangsbestemmelsen, og dermed muligheden for at tilpasse evt. aldersgrænser for pligtig tilbagetrækningalder ved førstkommende overenskomstfornyelse, efter sin ordlyd og præciseringen i bemærkningerne ikke en eksisterende pligtig afgangsalder på fx 66 år.

Og dels en bemærkning om, at KTO finder, at lovforslaget bør præciseres, således at det i forbindelse med hævelsen af aldersgrænsen til 70 år, bør fremgå, at også pligtige overenskomstmæssigt fastsatte afgangsaldre på over 65 år, men under 70 år, som er fastlagt i overenskomst eller aftale forud for lovændringens ikrafttræden den 1. juli 2007, bør kunne opretholdes, såfremt aldersgrænsen er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. En sådan præcisering vil svare til indførelsen af § 5a, stk. 3 og 4 ved L 1417 af 22. december 2004.

Med venlig hilsen
Jørgen Holst
Henrik Højrup Hansen