Gennemskrevet aftale om resultatløn og gennemskrevet vejledning til aftale om resultatløn

7. december 2006

Organisationsudsendelse 


Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 511.40
HH
Direkte tlf.nr.: 3347 0624
7. december 2006
 

Vedr.: Gennemskrevet aftale om resultatløn og gennemskrevet vejledning til aftale om resultatløn
 

Vedlagt fremsendes gennemskrevet aftale om resultatløn samt tilhørende vejledning, ligeledes gennemskrevet. Den gennemskrevne aftale om resultatløn træder i kraft den 1. januar 2007.

Gennemskrivning af resultatlønsaftalen blev aftalt i forbindelse med OK-02, men i perioden udskudt til efter OK-05.

Gennemskrivning af aftalen har haft som formål, at aftalen i sin terminologi og sprogbrug skal harmonere med organisationernes aftaler om lokal løndannelse, og i øvrigt afspejle de ændringer, som er sket siden indførelsen af aftalen om resultatløn ved OK-97. Der er med gennemskrivningen af aftalen ikke foretaget indholdsmæssige ændringer, udover de ændringer, som allerede følger af udviklingen i decentral løn/ny løndannelse og lokal løndannelse.

De væsentligste ændringer i aftalen i forbindelse med gennemskrivningen er følgende:

  • København og Frederiksberg kommuner fremstår ikke længere som selvstændige aftaleparter, idet de pr. 1.1.2006 blev omfattet af KL's forhandlingsområde.
  • I § 1 - aftalens område - er det i bemærkningen præciseret, at også personale-grupper, der ikke er overgået til ny løndannelse/lokal løndannelse er omfattet af aftalen, samt at det følger af cheflønsaftalen, at kommunaldirektører og amtsdirektører ikke er omfattet af aftalen om resultatløn.
  • I § 3 - aftalens formål - er der i bemærkningen foretaget en henvisning til KL og KTO's fælles hjemmeside www.personaleweb.dk/resultatloen, som beskriver erfaringer og muligheder med anvendelse af aftalen.
  • I aftalens § 5 om forhandling er det til stk. 1 tilføjet / præciseret, at"Resultatløn kan anvendes til personalegrupper og enkelte medarbejdere".
  • Og det tidligere kapitel 4 om økonomi og opgørelse er væsentligt forenklet, og fremgår nu af § 9. Således fremgår det nu af aftalens § 9, at"Lønforbedringer, der udmøntes som resultatløn, indgår på samme måde som øvrige lønforbedringer i den samlede efterfølgende opgørelse af (amts)kommunens forbrug til ny løndannelse/lokal løndannelse".

Vejledning er gennemskrevet i overensstemmelse med ovenstående.

Der udarbejdes ikke for nærværende en ny kommenteret udgave af aftalen om resultatløn, idet ændringerne, udover beskrivelsen af opgørelsen af økonomien, alene er af redaktionel karakter.

Med venlig hilsen
Jørgen Holst
Henrik Højrup Hansen