KTO's høringssvar på forslag til lov om ændring af lov om kommunerne styrelsen mv.

18. januar 2007

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 917.7
HKB
Direkte tlf.nr.: 3347 0621
18. januar 2007

Vedr.: KTO's høringssvar på forslag til lov om ændring af lov om kommunerne styrelse m.v.


Til orientering vedlægges KTO's høringssvar på forslag til lov om ændring af lov om kommunernes styrelse m.v. Høringssvaret er afgivet efter behandling i KTO-FS.

Forslaget omhandler 4 forhold:

1. Øgede krav til den kommunale og regionale revisions sagkundskab og uafhængighed, herunder krav om at den kommunale og regionale revisions skal varetages af en statsautoriseret eller registreret revisor (ikrafttræden 1. januar 2012).
2. Krav om offentliggørelse af de vederlag, som kommunalbestyrelsesmedlemmer og ansatte modtager for varetagelsen af bestyrelseshverv i aktie- og anpartsselskaber med kommunal deltagelse.
3. Forslag om ophævelse af reglerne om privates udfordringsret
4. Forslag om beskyttelse af historiske kommunevåben- og segl.

KTO har afgivet bemærkninger til punkt 2 og 3, idet punkterne 1 og 4 vurderes ikke at have betydning for løn- og ansættelsesvilkår for kommunalt og regionalt ansatte.

Det fremgår blandt andet af høringssvaret i relation til forslaget om offentliggørelse af vederlag til kommunalbestyrelsesmedlemmer og ansatte, som varetager bestyrelseshverv i aktie- og anpartsselskaber med kommunal deltagelse, at forslaget blandt andet har til formål at undgå mytedannelser og misforståelser om omfanget og størrelsen af vederlag. Det fremgår endvidere, at det kun i begrænset omfang er ansatte, der varetager denne type hverv, og at der kun helt undtagelsesvist modtages særskilte vederlag herfor. KTO har på den baggrund, og under hensyntagen til offentlighedslovens bestemmelser om adgang til aktindsigt i offentligt ansattes lønmæssige forhold, ikke bemærkninger til forslaget.

Det fremgår videre af høringssvaret i forhold til forslaget om ophævelse af reglerne om privates udfordringsret, at KTO - på baggrund af de bemærkninger, som KTO afgav i 2002 i forbindelse med udfordringsrettens indførelse - isoleret set kan støtte forslaget. Synspunktet kan dog ikke tages som udtryk for, at KTO i øvrigt støtter op om aftalen mellem regeringen og KL om mere konkurrenceudsættelse i kommunerne, jf. nærmere aftalen om kommunernes økonomi for 2007.

KTO har i øvrigt henvist til bemærkninger fra LO, FTF og AC.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets udkast til lovforslag er tilgængelig på høringsportalen på adressen www.borger.dk/forside/lovgivning/hoeringsportalen.
 
 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst /

Helle Basse