OK-08 – placering af KTO-aftaler ved henholdsvis KTO-forhandlingerne og organisationernes forhandlinger

24. september 2007

Organisationsudsendelse 




Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 236.123
HKB
Direkte tlf.nr.: 3347 0621
23. september 2007

 

 

 

 

Vedr.: OK-08 - placering af KTO-aftaler ved henholdsvis KTO-forhandlingerne og organisationernes forhandlinger


Der er nu både på det regionale og kommunale område opnået enighed om fordeling af de endnu ikke placerede KTO-aftaler ved henholdsvis KTO-forhandlingerne og organisationernes forhandlinger.

Kopi af aftalerne vedlægges, henholdsvis

  • Aftale af 20. september 2007 indgået mellem KL og KTO samt
  • Aftale af 21. september 2007 indgået mellem RLTN og KTO.

Generelt

Aftalerne er tillæg til de respektive køreplansaftaler med KL og RLTN, som er udsendt til medlemsorganisationerne den 3. maj 2007 (KL) og den 12. juni 2007 (RLTN). Det fremgår af disse, at i perioden 13. - 21- september 2007 skal parterne aftale efter hvilke bestemmelser, de endnu ikke placerede aftaler skal forhandles.

I begge de i september indgåede aftaler er der taget et generelt forbehold om, at såfremt køreplansaftalens placering af én eller flere aftaler efterfølgende viser sig at være i ubalance med implementeringsarbejdet i relation til de indgåede trepartsaftaler, kan parterne genoptage drøftelserne om placeringen af aftalen/aftalerne. Såfremt det bliver tilfældet, vil organisationerne blive orienteret herom.

Der vil snarest blive udarbejdet en oversigt over placeringen af samtlige KTO-aftale på henholdsvis det kommunale og det regionale område. Oversigterne vil være tilgængelige på KTO's hjemmeside under fanebladet "OK-fornyelse/OK-08."

Udgangspunktet for fordelingen af KTO-aftalerne er, at en aftale i sin helhed enten er placeret ved KTO-forhandlingerne eller ved organisationernes forhandlinger.

Dette udgangspunkt er fraveget for 4 aftalers vedkommende: Aftale om fravær af familiemæssige årsager, ferieaftalen, aftale om kompetenceudvikling og rammeaftale om seniorpolitik.

Fravigelserne omtales straks nedenfor under punkt 1-4.

Aftale om resultatløn er placeret ved organisationernes borde efter køreplansaftalens kapitel 2, stk. 3 (KL)/ kapitel 2, afsnit c (RLTN). Det betyder, at aftalen ophører med at være en KTO-aftale, og resultatet af organisationsforhandlingerne indgår som en del af den overenskomst, der forhandles, jf. også nærmere køreplansaftalernes afsnit herom. Placeringen svarer til placeringen af Aftale om ny løndannelse ved OK-05.

1. Aftale om fravær af familiemæssige årsager

Aftale om fravær af familiemæssige årsager er placeret ved KTO-bordet, idet krav om yderligere udvidet løndækning i dagpengeperioden kan rejses ved organisationernes borde, jf. KL-aftalens note 1/note 2 i aftalen med RLTN.

Formuleringen indebærer, at en organisation fx kan rejse krav om at dagpengeperio-den løndækkes. Såfremt KTO gennemfører et krav om fx løndækning af x antal dagpenge-uger ( evt. forbeholdt én af forældrene), vil organisationen, såfremt der er rejst krav herom, kunne løndække resten af dagpengeperioden.

2. Ferieaftalen

Ferieaftalen er placeret ved KTO-bordet, idet størrelsen af særlig feriegodtgørelse kan forhandles ved organisationernes borde, jf. KL-aftalens note 2/note 1 i aftalen med RLTN.

3. Rammeaftalen om seniorpolitik

Rammeaftalen om seniorpolitik placeres både ved KTO-bordet og ved organisationernes borde. Seniorpolitiske krav forhandles alene ved KTO-bordet frem til og med den 25. januar 2008 (KL)/1. februar 2008 (RLTN). I forbindelse med indgåelse af et eventuelt forhandlingsresultat ved KTO-bordet skal det klarlægges, hvilke organisationsspecifikke krav, der opretholdes. Efter den 25. januar 2008 (KL)/ 1. februar 2008 (RLTN) overgår forhandlingerne til organisationernes borde.

Opmærksomheden henledes på, at der i aftalen med RLTN indgår en særlig formulering om, at "efter den 01-02-2008 overgår forhandlingerne til de organisationsborde, hvor der er rejst krav til seniorpolitik." Det indebærer, at organisationer som ud over de organisationsspecifikke krav vedr. seniorpolitik også ønsker at kunne forhandle KTO-kravene i tilfælde af, at der ikke opnås et resultat ved KTO-bordet, skal rejse et forbeholdskrav om, at de generelle KTO-krav om senior også rejses af organisationen. Formuleringen af forbeholdskravet kan fx være følgende: "Der tages forbehold for fremsættelse af de af KTO rejste krav om seniorrettigheder i tilfælde af, at der ikke senest den 1. februar 2008 er opnået et forhandlingsresultat ved KTO-bordet."

For ovenstående 3 aftalers vedkommende betyder fordelingen, at forhandlinger om konkrete bestemmelser i aftalerne enten foregår ved KTO-bordet eller ved organisationernes borde. Dermed følger de fortsat princippet om, at forhandlingerne enten foregår ved KTO-bordet eller organisationernes borde.

4. Aftale om kompetenceudvikling

Krav vedrørende kompetenceudvikling kan rejses både ved KTO-bordet og ved organisationernes borde, jf. aftalernes note 3. Fordelingen indebærer fx, at KL kan rejse et generelt krav overfor KTO, og organisationerne kan rejse krav overfor henholdsvis KL og RLTN. Kravene forhandles i givet fald samtidigt.

KTO har tilkendegivet over for både KL og RLTN, at der i KTO's forhandlingsudvalg er enighed om, at fordeling af de i trepartsaftalerne aftalte midler til kompetenceudvikling føres af parterne i trepartsaftalerne (eller dem, de bemyndiger dertil).

Med venlig hilsen
Jørgen Holst
Helle Basse