KTO fik medhold i voldgiftssag om funktionstillæg til tjenestemænd - konkret sag om fortolkning af tjenestemandsregulativets § 37

5. december 2007

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 42.140
HH
Direkte tlf.nr.: 3347 0624
5. december 2007

 

Vedr.: KTO fik medhold i voldgiftssag om funktionstillæg til tjenestemænd - konkret sag om fortolkning af tjenestemandsregulativets § 37

 

KTO's medlemsorganisationer er ved udsendelser af henholdsvis den 14. oktober 2005 og den 20. januar 2006 blevet orienteret om en verserende sag om opsigelse af funktionstillæg til tjenestemænd.

Ved vedlagte opmandskendelse af 30. november 2007 har KTO fået medhold i, at de involverede kommuner skal anerkende, at de tjenestemandsansatte tandlæger, som tidligere har oppebåret filialklinikledertillæg, ved beregning af deres hidtidige løn, jf. tjenestemandsregulativets § 37, er berettiget til at få medregnet filialklinikledertillægget.

KTO har under sagen gjort gældende,

  • at det følger af tjenestemandsregulativets § 37, at en tjenestemand, der uden selv at have givet anledning hertil overføres til en lavere lønnet stilling, har krav på at bevare lønnen i hidtidig stilling,
  • at der ved opgørelse af løn i hidtidig stilling skal tages hensyn til alle løndele, som den pågældende har været berettiget til at anse som varige løndele, der ydes for funktioner, som er en integreret del af den hidtidige stilling, og
  • at det i sagen omtalte funktionstillæg for filialklinikledelse ydes for en integreret del af stillingen,

Sagens baggrund
Sagen udspringer af, at der i Odense og Esbjerg Kommuner er gennemført en ændring af filialklinikstrukturen i kommunernes tandplejer. De 2 kommuner afviste, at de tjenestemandsansatte tandlæger, der som følge af omstruktureringen ikke længere skulle fortsætte som filialklinikledere, og derfor fik opsagt deres filialklinikledertillæg, havde ret til i medfør af tjenestemandsregulativets § 37 at bevare deres hidtidige løn.

Tillægget for filialklinikledelse var forud for overgang til ny løn et i tjenestemandsaftalen fastlagt kronetillæg. Ved overgang til ny løn blev tillægget defineret som et "skal-tillæg", der skal indgås forhåndsaftale om lokalt.

KL støttede de 2 kommuner og anførte, at aftalen om ny løndannelser /aftalerne om lokal løn gør endeligt op med spørgsmålet om konsekvensen af en opsigelse af funktionstillæg.

Kendelsen
Opmanden anfører indledningsvis i sin begrundelse og konklusion (side 19 ff.), at med henvisning til det mellem KL og KTO indgåede protokollat fra januar 2006, udgør bemærkningerne til tjenestemandslovens § 55 et vigtigt fortolkningsbidrag til afgørelse af sagen.

Herefter anføres, at "udligningstillægget i § 55, stk. 1[skal] ikke blot udligne forskellen i lønrammelønnen, men forskellen mellem den samlede faste løn i den lavere stilling og den samlede faste løn, tjenestemanden 'ville have opnået ved forbliven i den hidtidige stilling'"

Med udtrykket "den samlede faste løn" sigtes til fast påregnelige løndele. I bemærkningerne til tjenestemandslovens § 55 er dette uddybet således at løndelen - tillægget - ydes for en funktion, der er en "integreret del" af den hidtidige stilling. Opmanden kommer i den forbindelse med 2 bemærkninger i forhold til tillæg, der er en integreret del af stillingen. Dels bemærkes, at "Herved adskiller sådanne løndele sig fra for eksempel arbejde på ubekvemme tidspunkter", og dels bemærkes, at ved vurderingen af, "om den funktion, tillægget ydes for, udgør en integreret del af den hidtidige stilling, kan tillæggets størrelse ikke være afgørende".

Om det konkrete filialklinikledertillæg anfører opmanden bl.a., at:

  • Stillingerne er blevet opslået, besat og lønnet som en varig stilling med særlige funktioner.
  • Så længe de pågældende tandlæger bestred deres stillinger om ledere - hvilket flere af dem gjorde gennem en længere årrække - kunne de fast regne med at få tillægget udbetalt som en del af månedslønnen.
  • Tillægget for filialklinikledelse "uden rimelige tvivl" er blevet ydet for en funktion, der var en integreret del af stillingen som filialklinikleder.
  • Tillægget var "funktionsbestemt" og ikke "opgavebestemt".

I relation til KL's påstand om, at ny løn/ lokal løn gør endeligt op med spørgsmålet om konsekvensen af en opsigelse af funktionstillæg, og at overenskomstansatte og tjenestemandsansatte qua bestemmelserne om ophør/bortfald er ligestillet anfører opmanden bl.a, at:

  • Det har formodningen imod sig, at de tjenestemandsansatte skulle have givet afkald på den beskyttelse mod lønnedgang, der ligger i tjenestemandsregulativets § 37 i tilfælde af stillingsnedlæggelse.
  • KL's forståelse af det kommunale tjenestemandssystem på dette punkt må derfor kræve meget klare holdepunkter.
  • Det er ikke i forbindelse med tandlægernes overgang til ny løndannelse i 1999 blevet drøftet, at aftalen og de forhåndsaftaler der omhandler tillægget for filialklinikledelse "Skulle indebære en så vigtig fravigelse af tjenestemændenes retsstilling i henhold til regulativets § 37, som KL gør gældende"

Under sagen blev fra KL's side endvidere påpeget, at der i de indgåede forhåndsaftaler var forholdt til, at tillægget kunne opsiges til ophør i medfør af reglerne i ny løn/lokal løn, og at disse forhåndsaftaler er indgået med den forhandlingsberettigede organisation, og omfattende både tjenestemænd og overenskomstansatte. Hertil bemærker opmanden, at "Heller ikke indholdet af forhåndsaftalerne som sådan giver grundlag for at fastslå, at krav på udligningstillæg, der følger af § 37, er bortfaldet".

Eventuelle spørgsmål til sagen kan rettes til Henrik Højrup Hansen på tlf. 3347 0624 eller Helle Basse på tlf. 3347 0621.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Henrik Højrup Hansen