TR-pakken i delforliget ved 2. politiske forhandling mellem KL og KTO

14. januar 2008

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1171.62
AHN
Direkte tlf.nr.: 3347 0615
14. januar 2008

 

Vedr.: TR-pakken i delforliget ved 2. politiske forhandling mellem KL og KTO

Ved den anden politiske forhandling den 11. januar 2008 mellem forhandlingsdelegationerne på KL's område blev indgået et delforlig, som bl.a. indeholder et protokollat vedrørende TR-vilkår, jf. KTO's udsendelse af 11. januar 2008 om delforliget.

Nedenfor gennemgås de enkelte punkter i protokollatet.

Ad 1. Protokollat om aflønning af tillidsrepræsentanter.
Et væsentligt element i denne TR-pakke er opfyldelsen af KTO's krav om indførelse af et tillæg til alle tillidsrepræsentanter.

Af protokollatets § 1 fremgår følgende tekst:

"Til gavn for arbejdspladsen og de ansatte varetager tillidsrepræsentanter en række funktioner og opgaver i det lokale forhandlings- og medbestemmelsessytem, eks. funktion som talsmand, deltagelse i medindflydelses- og medbestemmelsessystemet og medvirken ved forhandling og aftale af lokale aftaler vedr. eks. løndannelse, seniorordninger og arbejdstid mv.

Under forudsætning af, at den enkelte tillidsrepræsentant efter en konkret vurdering varetager disse opgaver, skal der mellem personaleorganisationen og den enkelte kommune indgås aftale om ydelse af funktionsløn til tillidsrepræsentanten."

Under forhandlingen af KTO's krav mellem de to forhandlingsdelegationer blev det politisk tilkendegivet fra KL's forhandlingsleder, at med den formulering er vi nået så langt som muligt, og vi har svært ved at forestille os, at der i kommunerne skulle være nogen der alene er tillidsrepræsentant af navn og ikke af gavn og dermed ikke skulle kunne få et funktionstillæg.

På denne baggrund er det KTO's vurdering, at der ved afslutningen af den kommende OK-periode næppe vil kunne findes nogen tillidsrepræsentant på det kommunale område, som ikke har et tillæg for TR-funktionen.

Af protokollatets § 3 fremgår, at aftaler om aflønning af TR er omfattet af tvisteløsningssystemet i lokal løndannelse. Dette indebærer, idet TR-tillægget sidestilles med et skal-tillæg, at der - i lighed med øvrige skal-tillæg - ved en eventuel fase 4 forhandling anvendes opmand for at afgøre uenighed om TR-tillæg, i det omfang opmandsbestemmelser findes i organisationens tvisteløsningssystem.

Ad 2. Forbedrede opsigelsesvarsler for tillidsrepræsentanter
De hidtidige bestemmelser i MED-rammeaftalens § 18, stk. 4, 1. afsnit og TR/SU-aftalens § 12, stk. 4. pkt. 2 er ændret til den enkelte TR's individuelle opsigelsesvarsel, tillagt 3 måneder. Dette indebærer, at en TR, der har været ansat under 3 år, eller en tjenestemandsansat TR fremover får et opsigelsesvarsel på 6 måneder, mod hidtil 5 måneder. En TR, der har været ansat 9 år, får fremover et opsigelsesvarsel på 9 måneder.

Opmærksomheden henledes på, at det alene er 1. afsnit i opsigelsesbestemmelsen, der er ændret. I 2. afsnit er det fortsat således, at såfremt en afskedigelse er begrundet i arbejdsmangel, kan afskedigelsen af en tillidsrepræsentant - som det også gælder øvrige ansatte - ske med et varsel, der følger af den overenskomst eller aftale, vedkommende er omfattet af.

For så vidt angår uberettiget afskedigelse af en tillidsrepræsentant, indebærer ovennævnte forhøjede opsigelsesvarsler, at maksimeringen af en eventuel godtgørelse tilsvarende forhøjes til det dobbelte af den sædvanlige løn for den nye opsigelsesperiode. KTO kan i den forbindelse henvise til bilag 14.3 til KTO-forliget i 1999.

Ad 3. Regulering og forhøjelse af AKUT-bidraget
AKUT-bidraget reguleres i OK-perioden i forhold til værdien af det samlede overenskomstresultat (dvs. incl. den gennemsnitlige værdi af organisationsresultaterne samt reguleringsordningen). Herudover forhøjes AKUT-bidraget med 1 øre.

Ad 4. Sikkerhedsrepræsentanters deltagelse i kurser
AKUT-fondens anvendelsesmuligheder udvides til at udgifter til sikkerhedsrepræsentanters deltagelse i kurserne fremover kan finansieres af fonden.

I øvrigt bevares de hidtidige bestemmelser om uddannelse af sikkerhedsrepræsentanter, herunder arbejdsgiverens forpligtelse til at afholde den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse af 5 dages varighed, som fx udbydes af Parternes UddannelsesFællesskab (PUF).

Ad 5. Forsøgsordning vedr. afsættelse af AKUT-midler til lokale formål
I overenskomstperioden iværksættes en forsøgsordning, hvor AKUT-bidraget i overenskomstperioden forøges med 1 øre pr. ATP-pligtig time til lokale formål.

Anvendelse af den lokale pulje sker efter aftale mellem kommunens tillidsrepræsentanter og kommunens ledelse i det øverste SU-MED-organ.

Evt. uforbrugte midler skal indbetales til AKUT-fonden.

Ad 6. Forhøjelse af AKUT-ordningens administrationsgebyr
Af MED-rammeaftalens § 15, stk. 2 og TR/SU-aftalens § 9, stk. 2 fremgår, at kommunen kan opkræve et administrationsgebyr pr. månedlig regning pr. TR, der fremsendes. Dette administrationsgebyr har henstået ureguleret i de seneste 9 år.

Administrationsgebyret forhøjes herefter til 45 kr. pr. regning.

Ad 7, 8 og 9. Ret til valg af fællestillidsrepræsentant, ret til valgforbund samt bemærkning til muligheden for at aftale flere TR pr. OK-gruppe pr. institution.  Fremover vil der være en ret til valg af fællestillidsrepræsen- tant blandt allerede valgte TR'er, hvor der nu kun er en aftalemulighed. Sammen med anmeldelsen af valget skal arbejdsdelingen mellem fællestillidsrepræsentanten og de enkelte TR'er beskrives.

Vedr. valgforbund ændres TR/SU-aftalen til en rettighed for organisationerne på samme måde som det nu gælder i henhold MED-rammeaftalen.

Vedr. muligheden for at aftale flere TR'er pr. institution er det præciseret, at denne mulighed er særlig relevant i situationer, hvor institutioner lægges sammen. I disse tilfælde kan tillidsrepræsentanterne samtidig beslutte en særlig arbejdsdeling i mellem sig.

Ad 10. Tilpasning af TR/SU-aftalen med bestemmelser for Københavns Kommune og opsigelse af Københavns Kommunes TR/SU-aftale
Det er indgået aftale om sammenskrivning af TR/SU-aftalen i Københavns Kommune med TR/SU-aftalen på KL's område.

Hovedprincippet ved sammenskrivningen har været, at alle væsentlige københavnske særbestemmelser er opretholdt i det omfang de er bedre end de landsdækkende.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Allan Hauge Nielsen