Rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse - undersøgelse af effekter i den kommunale sektor

26. august 2008

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 690.123
HKB
Direkte tlf.nr.: 3347 0621
26. august 2008
 

Vedr.: Rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse - undersøgelse af effekter i den kommunale sektor

FAOS har for KL og KTO gennemført en undersøgelse af effekterne i kommunerne af implementeringen af den europæiske rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse. På det kommunale område er den europæiske aftale implementeret ved rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, som blev indgået ved OK-02.

Til orientering vedlægges 2 eksemplarer af rapporten "EU's direktiv om tidsbegrænset ansættelse - effekter i den kommunale sektor".

Undersøgelsen er gennemført ved interview med institutionsledere, tillids- og ledelsesrepræsentanter i 14 udvalgte kommuner. Formålet med undersøgelsen har været at kortlægge og analysere, hvilken betydning rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse har haft for tidsbegrænset ansatte i den kommunale sektor. Efter aftale med KL og KTO er der i undersøgelsen anvendt en sociologisk tilgang til emnet. Rapportens definitioner og begreber er derfor ikke i alle sammenhænge beskrevet ud fra en juridisk eller ansættelsesretlig sammenhæng.

Det er vanskeligt, jf. undersøgelsens titel, at angive en entydig konklusion på, om rammeaftalen har haft en effekt eller ej i den kommunale sektor. Rapportens hovedkonklusion er, at EU's direktiv har haft en vis gennemslagskraft på det kommunale område, idet de fleste udvalgte kommuner har iværksat lokale implementeringsinitiativer (informationsgivende aktiviteter, retningslinjer for god praksis og lokalaftaler). Direktivets faktiske effekt er dog begrænset, idet ændringer i kommunale arbejdsgiveres ansættelsespraksis og forbedringer af tidsbegrænsede ansattes arbejdsforhold er relativt beskedne.

KL og KTO er enige om at følge op på FAOS's undersøgelse. Man påtænker at udarbejde en fælles pjece om hvilke forhold, man skal være opmærksom på, når man anvender tidsbegrænset ansættelse. Det er målsætningen, at pjecen skal give et overblik over denne ansættelsesform og bidrage til at sikre, at tidsbegrænset ansættelse foregår på en ordentlig måde. Målgruppen for pjecen er institutionsledere, tillidsrepræsentanter m.v.

Undersøgelsen er gennemført som led i et EU-projekt mellem parterne. Der vil også blive udarbejdet et resumé af undersøgelsen på engelsk med henblik på formidling til relevante EU-parter. Medlemsorganisationerne vil blive orienteret nærmere, når den engelske version foreligger.

Der kan ikke bestilles yderligere trykte eksemplarer af den danske rapport, men rapporten kan downloades fra KTO's hjemmeside (www.kto.dk).

Yderligere oplysninger om undersøgelsen kan fås hos Helle Basse på tlf. 33 47 06 21.

 

Med venlig hilsen

Helle Basse