Den Personalepolitiske Messe den 12. januar 2010 - eventmager og projektleder søges

29. oktober 2008

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1606.04
HC
Direkte tlf.nr.: 3347 0617
29. oktober 2008
 

Vedr.: Den Personalepolitiske Messe den 12. januar 2010 - eventmager og projektleder søges

Det Personalepolitiske Forum afholder den 12. januar 2010 en personalepolitisk messe for ledere, tillidsvalgte, medarbejdere og politikere i kommuner og regioner. Formålet med messen er at sætte samarbejdet om personalepolitikken på dagsordenen på arbejdspladserne i kommuner og regioner.

Som pejlemærker for messens aktiviteter besluttede Det Personalepolitisk Forum at fokusere på tre emner: "Trivsel og sundhed", "Rekruttering" og "Medindflydelse på eget arbejde". Dermed skabes en kobling til de personalepolitiske projekter, som på KL's område netop samles i disse tre emner, de såkaldte personalepolitiske indsatsområder.

Det er endnu ikke muligt at komme med bidrag, tilmelde sig messen, reservere standpladser og så videre. Men datoen meldes hermed ud så den kan reserveres. Messen afholdes i Bella Center.

Efterhånden som planlægningen af messen falder på plads udsendes yderligere nyhedsomtaler.

Det Personalepolitiske Forum har fire gange tidligere afholdt en personalepolitisk messe, senest i år 2006 med mere end 5.000 deltagere, oplægsholdere, udstillere og frivillige hjælpere. Materiale fra personalepolitiske messer som tidligere har været afholdt er samlet på www.messeweb.dk.

Eventmager og projektleder søges
Til at stå i spidsen for forberedelse og afvikling af messen søges en eventmager og projektleder.

Stillingsannoncen lægges på KTO's hjemmeside, Personaleweb mv., og vedlægges hermed til orientering for KTO's medlemsorganisationer. Der er ansøgningsfrist den 13. november 2008.

 

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Henrik Carlsen