"Hit med historien" til Personalepolitisk Messe 2010 den 12. januar 2010 i Bella Center

19. marts 2009

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1619.23
HC
Direkte tlf.nr.: 3347 0617
19. marts 2009
 

Vedr.: "Hit med historien" til Personalepolitisk Messe 2010 den 12. januar 2010 i Bella Center.

 

Det Personalepolitiske Forum afholder Personalepolitisk Messe den 12. januar 2010 i Bella Center under overskriften - "Grib Hverdagen".

I den forbindelse er der udsendt vedlagte folder og plakat 'Hit med historien' samt følgebrev til formand/næstformand i det øverste medindflydelses og medbestemmelsesudvalg i kommuner og regioner. Folder og plakat forefindes i elektronisk udgave på hjemmesiden www.gribhverdagen.nu.

KTO's medlemsorganisationer opfordres til at komme med forslag til messens aktiviteter. I den forbindelse opfordres til at informere om materialet og messen til organisationernes lokale afdelinger og kredse mv. samt omtale det i organisationernes fagblade. KTO skal desuden opfordre til, at information om folderen og plakaten, herunder den elektroniske udgave, videreformidles til medlemsorganisationernes web-redaktører.

Historier/bidrag bedes venligst tilmeldt senest den 15. maj 2009 til messesekretariatet. Tilmelding skal ske via www.gribhverdagen.nu, og i folderen og på hjemmesiden kan man se, hvilke spørgsmål man skal besvare.

Messen vil i 2010 bestå af et varieret udbud af workshops, foredrag, underholdning, udstillinger og netværksdannende aktiviteter.

Allerede nu har Det Personalepolitiske Forum fastlagt tre hovedtemaer
• Trivsel og sundhed,
• Rekruttering og
• Medindflydelse på eget arbejde.

Dermed skabes også en kobling til de tre personalepolitiske indsatsområder som parterne har fastlagt i aftalerne om udviklingsmæssige aktiviteter.

Men messen rækker også udover de tre hovedtemaer, og folderen opfordrer derfor også til at komme med historier om ledelse, arbejdsmiljø, kompetenceudvikling, integration eller helt andre vinkler på personalepolitikken. Der kan læses mere om temaerne på www.gribhverdagen.nu.

Messen indeholder tillige en udstillingsdel. Udstillingsstandene har ved de tidligere messer været en farverig og velbesøgt markedsplads for personalepolitiske initiativer og base imellem de forskellige workshops, store arrangementer og underholdende indslag. Tilmeldingsfrister og betingelser for tilmelding af stand følger senere.

Spørgsmål vedrørende denne udsendelse og messen kan rettes til chefkonsulent Henrik Carlsen, KTO, tlf. 3347 0617, mail hc@kto.dk.

Med venlig hilsen

Jørgen Holst

Henrik Carlsen