Økonomiaftalerne mellem regeringen og hhv. KL og RLTN om 2010

16. juni 2009

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1848.57
HKB/VP
Direkte tlf.nr.: 3347 0626
16. juni 2009
 

Vedr.: Økonomiaftalerne mellem regeringen og hhv. KL og RLTN om 2010

Regeringen har den 13. juni og den 16. juni 2009 indgået vedlagte økonomiaftaler med hhv. Danske Regioner om den regionale økonomi 2010 (bilag 1848.45) og med KL om den kommunale økonomi 2010 (bilag 1848.51). KTO's sekretariat har nedenfor udarbejdet en kort beskrivelse af aftalerne med primær fokus på personaleforhold.  

Aftale mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi i 2010
D. 13. juni 2009 blev der indgået aftale mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi i 2010. Nedenfor gennemgås økonomiaftalen kort med hovedvægten på udvalgte dele, der vedrører den samlede økonomiske ramme og personaleforhold.

De samlede økonomiske rammer:

  • Aftalen giver et realløft på sundhedsområdet på 1,8 mia.kr. (mod 1,6 mia.kr. i 2009-aftalen), dækkende både øget aktivitet og medicin.
  • En del af dette dækker et realløft på 832 mio.kr. til at løfte aktiviteten på sygehus-området. Hertil kommer produktivitetsforbedringer på 2 pct.. Det samlede løft af aktiviteten på sygehusområdet i 2010 er på 1,9 mia.kr.
  • Hertil kommer yderligere 300 mio.kr. i 2009, som skal understøtte genindførelsen af det udvidede frie sygehusvalg pr. 1. juli 2009.

Personaleforhold:

  • Pris- og lønudviklingen på hele det regionale område fra 2009-2010 er fastsat til 2,5 % (inkl. medicin).
  • På sundhedsområdet er pris- og lønudviklingen fastsat til 2,7 % (ekskl. medicin).
  • For regional udvikling er pris- og lønudviklingen fra 2009-2010 fastsat til 3,4 %.
  • Der er aftalt at afsætte 37,5 mio.kr. i 2009 og herefter 112,5 mio.kr. årligt i 2010-2012 til (fortsat at) implementere Den Danske Kvalitetsmodel, som skal fremme kontinuerlig, faglig og organisatorisk kvalitetsforbedring af patientforløbene.
  • På psykiatriområdet er der 250 mio.kr. i en øremærket ansøgningspulje til fortsat udbygning af enestuer (200 mio.kr.) og resten til anlægsløft i retspsykiatrien. Det anføres i aftalen (p.9) "Parterne er hermed enige om at prioritere forbedringer af de bygningsmæssige faciliteter indenfor psykiatrien. Der er endvidere enighed om, at der ved udmøntningen af puljen vil blive lagt vægt på en forbedret anvendelse af de knappe personaleressourcer."
  • Der er aftalt en række initiativer mhp. bedre ressourceanvendelse på sundhedsområdet, herunder bl.a. analyse af aktiviteten i sygehusvæsenet og gennemførelse af anbefalingerne i rapport om effektiv styring i sygehusvæsenet.
  • Der refereres i aftale til
    o   det gangværende arbejde om "Opgaveglidning i sygehusvæsenet" (p. 13)
    o   lønkommissionen (p. 14), hvor der bl.a. omtales "Kommissionen skal i denne sammenhæng se på mulighederne for en mere enkel og fleksibel anvendelse af løn- og ansættelsesvilkårene."
    o   at regeringen og Danske Regioner i det tidlige efterår vil drøfte mulighederne for yderligere at øge antallet af praktikpladser (p. 14).
    o   den igangværende implementering af 2009-aftalen om afbureaukratisering (p. 13).

Aftale mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi i 2010
D. 16. juni 2009 er der indgået aftale mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi i 2010. Nedenfor gennemgås økonomiaftalen kort med hovedvægten på udvalgte dele, der vedrører den samlede økonomiske ramme og personaleforhold.

De samlede økonomiske rammer

  • Udgangspunktet for aftalen er kommunernes budgetter for 2009.
  • Kommunernes udgifter løftes med 500 mio.kr. i 2010 til service.
  • Som ventet stor fokus på bedre mulighed for nybyggeri og renovering, kommunerne vil igangsætte anlæg for minimum 20 mia.kr finansieret via kvalitetsfonden og øgede lånemuligheder. Der er ikke aftalt anlægsloft.

Personaleforhold

  • Pris- og lønudviklingsskønnet for serviceudgifterne (ekskl. overførsler) for kommunerne fra 2009-2010 er fastsat til 3,1 %.
  • Der er udarbejdet en pjece med 25 konkrete redskaber i form af en række initiativer, som skal standse udgiftsvæksten på det specialiserede socialområde (p. 13). Udgiftsniveauet i 2009 løftes med 800 mio kr. 
  • Serviceforbedringer for borgerne på 1 mia.kr. skal finansieres ved effektivisering og afbureaukratisering, heriblandt gennem den afbureaukratisering, som regeringen og KL forpligtede hinanden gensidigt til i aftale om afbureaukratisering fra 2009. Jfr. den "gamle" aftale skal der frigøres ressourcer i kommunerne i 2010 svarende til ½ mia. kr. (p.6)
  • Der er aftalt yderligere tiltag mhp. at forbedre kvalitet, heriblandt at der udvikles og afprøves et redskabskatalog, som kan anvendes til at måle og dokumentere den faglige kvalitet i dagtilbud og plejeboliger (p. 5). Resultatet skal indgå i videre arbejde mellem KL og regeringen.
  • Modificering af aftalen om madordning i daginstitutioner (p. 12).
  • Uændret IKU (indikator for konkurrenceudsættelse) på 26,5 % (p. 19). 
  • Herudover er der som i den regionale aftale en række henvisninger til:
    o  
    lønkommissionen (p. 5)
    o  
    yderligere praktikpladser (p. 11).

  

Med venlig hilsen

Helle Basse

Vibeke Pedersen