To sager om forskelsbehandling - håndtering af spørgsmål om eventuel forældelse af tilsvarende sager

16. november 2009

Organisationsudsendelse

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1797.76
HH/EA
Direkte tlf.nr.: 3347 0624
16. november 2009 

Vedr.: To sager om forskelsbehandling - håndtering af spørgsmål om eventuel forældelse af tilsvarende sager

KTO's medlemsorganisationer blev ved brev af 15. maj 2009 orienteret om, at to af KTO's medlemsorgani- sationer fører sager ved de civile domstole om forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder.

Medlemsorganisationerne blev samtidig orienteret om, at KTO på den baggrund havde rettet henvendelse til KL og RLTN. Henvendelsen var med henblik på at drøfte håndteringen af sager, som opstår indtil de pågældende sager er endeligt afgjorte, såfremt en eller begge sager falder ud til fordel for IDA henholdsvis DJØF, samt håndtering af allerede afsluttede sager i relation til forældelse af eventuelle krav, som måtte opstå afhængig af udfaldet af de verserende sager.

Drøftelserne med KL og RLTN er nu afsluttede.

Desværre har parterne ikke i fællesskab kunne finde en løsning, som KTO har fundet tilfredsstillende.

Konsekvensen er, at medlemsorganisationerne hver især må håndtere problemstillingen omkring risikoen for forældelse og passivitet af sager med samme problemstilling.

På den baggrund har KTO udarbejdet vedlagte paradigme til brev til kommuner/regioner fra KTO's medlemsorganisationer med anmodning om at tiltræde de ligeledes vedlagte aftaleparadigmer. Paradigmerne er tilgængelige i word-versioner på KTO's hjemmeside.

Paradigmerne er udarbejdet således at de kan anvendes ved udfyldning af de firkantede parenteser, men det står i øvrigt organisationerne frit at bruge udvalgte dele af paradigmerne eller at ændre i paradigmerne efter behov.

Såfremt kommuner/regioner tiltræder disse suspensionsaftaler, er det KTO's opfattelse, at organisationerne sikrer deres medlemmer mod, at blive mødt med indsigelser om forældelse og passivitet i

  • sager, hvor der ikke er sket udbetaling af FUL § 2a godtgørelse med henvisning til FUL § 2a, stk. 3(som indebærer, at funktionæren mister retten til fratrædelsesgodtgørelse, hvis funktionæren vil oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren, og hvis funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50. år), når/hvis IDA får medhold i sin påstand om, at FUL § 2a, stk. 3, således som den fortolkes i retspraksis, udgør forskelsbehandling på grund af alder i strid med EU-retten, og
  • tilsvarende i sager, hvor der ikke er sket udbetaling af rådighedsløn efter det fyldte 65.år til medlemmer, når/hvis DJØF får medhold i sin påstand om, at tjenestemandslovens 65 års grænse for rådighedsløn er i strid med forskelsbehandlingsloven og det underliggende beskæftigelsesdirektiv.

Der er ikke med indgåelse af suspensionsaftalerne taget stilling til det indholdsmæssige i eventuelle krav.

Såfremt det ikke viser sig muligt at indgå generelle aftaler om suspension mellem den enkelte organisation og den enkelte kommune/region, anbefaler KTO, at medlemsorganisationerne undersøger, om de konkret og siden 28. december 2004 hvor diskriminationskriteriet alder er indføjet i forskelsbehandlingsloven, har haft sager af den ene eller den anden karakter, som det vil være relevant at rejse forinden sagen risikerer at kunne blive mødt med en indsigelse om forældelse. Som følge af, at forbuddet mod aldersdiskrimination blev indført med ikrafttræden den 28. december 2004, vil der fra den 28. december 2009 og frem løbende kunne indtræde forældelse for ansatte, der er fratrådt ved udgangen af december 2004 eller senere (FUL-sagen) og for tjenestemænd på rådighedsløn, der er fyldt 65 år den 28. december 2004 eller senere (rådighedslønssagen).

Organisationerne må herefter vælge, hvorledes organisationen på vegne af medlemmet ønsker at afbryde forældelse. Det kan blandt andet ske ved indkaldelse til fællesmøde, ved anlæggelse af sag ved de civile domstole eller ved indgåelse af konkret suspensionsaftale om den konkrete sag med den relevante kommune eller region.

Såfremt der måtte være spørgsmål til dette brev eller til de udarbejdede paradigmer, kan spørgsmål herom rettes til Henrik Højrup Hansen på telefon 3347 0624 eller til Eva Agerlin på telefon 3347 0615.

 

Med venlig hilsen

Helle Basse

Henrik Højrup Hansen

 

Aftaleparadigmer:

Suspensionsaftale vedrørende forældelsesfristen for krav om rådighedsløn efter tjenestemandsregulativet § 30, stk. 4, nr. 2

Suspensionsaftale vedrørende forældelsesfristen for krav om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, stk. 3