Principper for forhandlingsmodel for OK-11

21. januar 2010

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1921.73
HW/jb
Direkte tlf.nr.: 3347 0621
21. januar 2010

Vedr.: Principper for forhandlingsmodel for OK-11

 

KTO's forhandlingsudvalg har d.d. vedtaget vedlagte principper for forhandlingsmodellen for OK-11. I principperne for forhandlingsmodellen for OK-11 er taget udgangspunkt i forhandlingsmodellen for OK-08, herunder den såkaldte omvendte forhandlingsmodel, idet der er foretaget en række justeringer med henblik på forhandlingsmæssigt at kunne håndtere to selvstændige arbejdsgiverparter.

Med vedtagelsen af principperne har forhandlingsudvalget besluttet, at der ved OK-11 skal udarbejdes to forhandlingsaftaler - én på KL-området og én på RLTN-området. Ligeledes nedsættes, som ved OK-08, to forhandlingsdelegationer - én på KL-området og én på RLTN-området. Forhandlingsdelegationerne tillægges dog i forhold til OK-08 en udvidet kompetence, idet delegationerne foruden at skulle forhandle, bl.a. også skal indstille krav på de respektive arbejdsgiverområder til KTO's bestyrelse med henblik på godkendelse på KTO's repræsentantskabsmøde, samt fastlægge evt. konfliktudløsende pejlemærker i forhandlingsaftalerne og vurdere opfyldelsen heraf.

KTO's forhandlingsudvalg udarbejder bl.a. de to forhandlingsaftaler, samt koordinerer arbejdet med udtalelsen af aftalekrav på de to arbejdsgiverområder, samt koordinerer på tværs af de to områder i forhandlingerne.

KTO's repræsentantskab træffer beslutninger selvstændigt i forhold til forhandlingsområderne med stemmer efter medlemstal på det pågældende arbejdsgiverområde. Organisationerne forpligtes ikke til adskilt stillingtagen i deres kompetente forsamlinger.

Principperne for forhandlingsmodellen er alene gældende i forhold til OK-11.

KTO's forhandlingsudvalg vil i overensstemmelse med beslutningen på KTO's repræsentantskabsmøde den 16. december 2009 udarbejde to forhandlingsaftaler, som i lighed med tidligere vil blive udsendt til organisationerne med henblik på tiltrædelse. Desuden vil forhandlingsudvalget bl.a. drøfte evt. behov for tilpasning af KTO's vedtægter til forhandlingsmodellen for OK-11.

Evt. spørgsmål til princippapiret kan rettes til Helle Basse eller Henrik Würtzenfeld.

 

Med venlig hilsen

 

Helle Basse

Henrik Würtzenfeld