DISCO-08 - stillingsbetegnelser

2. februar 2010

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 1710.256
VP
Direkte tlf.nr.: 3347 0616
2. februar 2010
 

Vedr.: DISCO-08 - stillingsbetegnelser

 

KTO har tidligere, senest i brev af den 14. april 2009, orienteret medlemsorganisationerne om Danmarks Statistiks (DS) arbejde med at oversætte ILO's internationale arbejdsfunktionsklassifikation, ISCO-08, til dansk. ISCO-08 står for International Standard Classification of Occupations. I løn- og fraværsstatistisk henseende anvendes DISCO-08 af DS fra 2010. Yderligere information om DISCO-08 kan findes på DS' hjemmeside www.dst.dk/disco.

Et element på DS' hjemmeside er et "stillingsbetegnelses"-søgeværktøj. Der findes i søgeværktøjet på nuværende tidspunkt ca. 3.500 stillingsbetegnelser, som hver henviser til én eller flere DISCO-koder. Søgeværktøjet anvendes dels som et hjælperedskab, når man som statistikbruger, skal finde sin faggruppe i DISCO-nomenklaturen, og dels i forbindelse med dataindberetningerne til DS. På det kommunale og regionale område varetages indberetningerne til DS p.t. af løndatacentralerne (hovedsageligt KMD og SDC) i samarbejde med Det Fælleskommunale Løndatakontor. DS arbejder løbende med søgeværktøjet, således at når nye stillingsbetegnelser kommer til og andre stillingsbetegnelser udgår, så vil indholdet i søgeværktøjet ændres.

Efter aftale med DS er KTO's medlemsorganisationer mere end velkomne til at kontakte DS, såfremt der er forslag til tilføjelser og/eller ændringer i de nuværende registreringer af stillingsbetegnelser, idet DS betragter de faglige organisationer, som eksperterne på dette område. På linket: http://www.dst.dk/Vejviser/Portal/loen/DISCO/disco08/side-2/oversigt.aspx kan fås adgang til overblik over sammenhængen mellem DISCO-nomenklaturen og de stillingsbetegnelser, som er hæftet derpå.

Henvendelse med forslag til tilføjelser og/eller ændringer i de nuværende registreringer af stillingsbetegnelser skal rettes til Steen Bielefeldt, Danmarks Statistik (email: sbp@dst.dk).  

 

Med venlig hilsen

Helle Basse

Vibeke Pedersen