Forhandlingsaftale for OK-11 - status for forhandlingssituationen

19. august 2010

Organisationsudsendelse 

 

Til
KTO's medlemsorganisationer

Sagsnr.: 2249.29
HW
Direkte tlf.nr.: 3347 0621
19. august 2010

Vedr.: Forhandlingsaftale for OK-11 - status for forhandlingssituationen

 


Som led i forhandlingsmodellen for OK-11 er det i KTO besluttet, at der udarbejdes to forhandlingsaftaler for OK-11 - én på det kommunale område og én på det regionale område.

Det er endvidere besluttet, at en organisation, der har medlemmer på begge områder, kan vælge at tiltræde forhandlingsaftalen på det ene område. Konsekvensen heraf er, at organisationen i relation til det andet område, hvor forhandlingsaftalen ikke tiltrædes, selv fører sine egne overenskomst- og aftaleforhandlinger i enhver henseende.

KTO's medlemsorganisationer har før sommerferien fået udsendt de to forhandlingsaftaler til underskrift.

Samtlige af KTO's medlemsorganisationer har underskrevet forhandlingsaftalen på det kommunale område.

FOA, AC (på vegne af organisationer i AC) samt Ingeniørforeningen i Danmark og Den danske Landinspektørforening har meddelt, at de ikke tiltræder forhandlingsaftalen på det regionale område. Konsekvensen heraf er, at de pågældende organisationer selv fører sine egne overenskomst- og aftaleforhandlinger i enhver henseende på det regionale område.

Medlemskabet af KTO er i øvrigt uændret for FOA, AC-organisationerne samt Ingeniørforeningen i Danmark og Den danske Landinspektørforening.

Følgende organisationer har meddelt, at de ikke har medlemmer på det regionale område, og derfor ikke har underskrevet forhandlingsaftalen på det regionale område: BUPL, Dansk Frisør- og Kosmetikerforbund, Dansk Jernbaneforbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Musikpædagogisk Forening, Foreningen af Kommunale Chefer, Frederiksberg Kommunalforening, Gentofte Kommunalforening, Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk, LederForum, Søfartens Ledere.

KL og Danske Regioner har modtaget kopi af dette brev.

 

Med venlig hilsen

Helle Basse

Henrik Würtzenfeld