Parterne på det regionale område indgik i 2007 en aftale om deltids- ansattes adgang til et højere timetal. Med aftalen er der sket en delimplementering af de trepartsaftaler, der blev aftalt som et led i regeringens udspil til en kvalitetsreform. I trepartsaftalerne blev det mellem regeringen, KL, Danske Regioner, LO, AC og FTF aftalt, at"Tjenestestedet skal have pligt til at tilbyde ledige timer til deltids- ansatte medarbejdere, som ønsker en permanent forøgelse af arbejdstiden, og som opfylder sagligt begrundede krav til kvalifika- tioner og fleksibilitet vedrørende arbejdstid, -sted og -opgaver mv.". Hele trepartsaftalens tekst om dette punkt kan ses i forordet til aftale om deltidsansattes adgang til et højere timetal.
I tilknytning til indgåelsen af aftalen var parterne enige om at udarbejde denne vejledning, som støtte til den konkrete anvendelse af aftalen.
I vejledningen gives informationer om aftalens indhold og der gives nogle eksempler på aftalens anvendelse. Vejledningen udkommer i første omgang elektronisk. Parterne bag aftalen vil senere vurdere behovet for en trykt version af en opdateret vejledning.